Udenlandske studerende fik SU for 520 millioner kroner i 2019

0
3732
Under den borgerlige regering blev antallet af engelsksprogede studiepladser sænket med 1000. Arkivfoto

Udenlandske studerende har aldrig fået udbetalt så meget i uddannelsesstøtte fra den danske stat, som de fik i 2019. Dansk Folkeparti vil have regeringen til at udfordre EU, så SU-udbetalingerne kan begrænses

520 millioner kroner. Så mange skattekroner gik i 2019 til uddannelsesstøtte (SU) til udenlandske studerende i Danmark. Sådan lyder et foreløbigt skøn fra uddannelses- og forskningsminister Ane Halsbo-Jørgensen (S) i et svar til Folketinget.

I 2018 løb SU til udlændinge op i 513 millioner kroner. Dermed fortsætter SU-udgifterne til udlændinge med at stige. Det sker på trods af SU-reformen fra 2013, hvor det blev aftalt, at SU-udgifterne til udlændinge “ikke væsentligt må overstige 442 millioner kroner”.

Ane Halsbo-Jørgensen oplyser samtidig, at antallet af studerende fra andre EU- og EØS-lande (eksempelvis Norge) er vokset fra 5100 i 2014 til 11.900 i 2019. I følge Berlingske var tallet blot 300 i 2010.

Rumænien topper listen over udenlandske studerende i Danmark med 1187 i 2019. Derefter kommer Tyskland (1167), Slovakiet (1075), Polen (76) og Ungarn (847).

Flere engelsksprogede studiepladser – igen

Dansk Folkeparti har flere gange kritiseret de stigende SU-udgifter. Blandt andet fik DF under den tidligere regeringen nedsat antallet af engelsksprogede studepladser med 1000 fra 2019 – fra ca. 21.000 til ca. 20.000 – for at begrænse SU-udbetalingerne. Men den beslutning gjorde den nye socialdemokratiske regering og dens støttepartier op med i det forståelsespapir, der blev aftalt forud for regeringsdannelsen. Her står der, at antallet af engelsksprogede studiepladser skal øges, og især Det Radikale Venstre har siden presset på for at få flere engelsksprogede studiepladser.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsbo-Jørgensen har i Folketinget bekræftet, at regeringen vil leve op til intentionen om flere engelske studiepladser i forståelsespapiret.

DF: Regeringen må udfordre EU

Dansk Folkepartis uddannelsesordfører Jens Henrik Thulesen Dahl sagde tidligere på året til ditOverblik, at DF vil insistere på, at den politiske aftale om, at SU-udgifterne til udlændinge ikke “væsentligt” må overstige 442 millioner kroner årligt, skal holdes.

“Jeg mener ultimativt, at regeringen må udfordre EU i det her spørgsmål. Jeg har også foreslået, at man kan arbejde med et optjeningsprincip, så udlændinge ikke er berettiget til SU med det samme. Det her er et dansk velfærdsgode, og det er vi nødt til at forsvare,” sagde Jens Henrik Thulesen Dahl.

“Det her er et dansk velfærdsgode, og det er vi nødt til at forsvare”

Jens Henrik Thulesen Dahl, uddannelsesordfører for Dansk Folkeparti
Jens Henrik Thulesen Dahl, kommunal- uddannelses- og forskningsordfører. Foto: Steen Brogaard

Misligholdt SU-gæld for 332 millioner kroner

Ud over SU kan de udenlandske studerende også optage SU-lån, men mange af disse lån bliver aldrig betalt tilbage. Berlingske skriver, at 5837 borgere fra andre EU- eller EØS-lande ved udgangen af 2019 havde misligholdt SU-gæld. Deres samlede gæld løb op i 332 millioner kroner.

“Det er penge, der bare forsvinder ud af landet,” siger Venstres uddannelsesordfører, den tidligere uddannelses- og forskningsminister Ulle Tørnæs, til Berlingske.