Trods vold og voldtægt: Muslimsk kvinde kunne kun få skilsmisse, hvis hun underskrev sharia-kontrakt

0
2774
Arkivfoto

Kvinde var udsat for vold og voldtægt i ægteskabet – alligevel ville imam kun give hende skilsmisse, hvis hun underskrev shariakontrakt med groteske krav. Dansk Folkeparti vil kriminalisere imamernes skilsmisse-aktiviteter, så de kan fængsles og udvises

Den muslimske kvinde fra Odense, som skulle underskrive en shariakontrakt for at få skilsmisse, stod i en endnu værre situation, end det hidtil har været fremme. Berlingske kan i dag fortælle, at kvinden i årevis var udsat for både psykisk og fysisk vold af sin eksmand, herunder voldtægt. Alligevel fik hun ikke grønt lys til skilsmisse, da hun gik til imamen Abu Bashar, der formidler skilsmisser i det muslimske miljø i Odense.

Den kontroversielle imam, som er bl.a. er kendt for hadefulde udtalelser om jøder, ville kun bevilge skilsmisse, hvis kvinden underskrev en kontrakt med en stribe groteske betingelser, der forringede hendes rettigheder. Samtidig skulle kvinden tilbagebetale 75.000 kroner, som hun havde fået i brudegave.

Skulle lære børn om koranen

Blandt de betingelser, som kvinden måtte skrive under på, var et krav om, at hun ville miste forældremyndigheden over sine børn, hvis hun giftede sig igen eller flyttede længere væk end 130 km fra sin daværende bopæl. Hun skulle også forpligte sig til at lære sine børn om koranen og lære dem at bede fem gange dagligt, ellers ville skilsmissen blive ophævet. Kvinden måtte heller ikke krænke familiens ære, står der i kontrakten, som – står der – er “behandlet efter sharia”.

“Kvinden var blevet udsat for fysisk og psykisk vold af sin eksmand i flere år før skilsmissen. Hun er også blevet udsat for voldtægt. Det var så voldsomt, at hun så sig nødsaget til at politianmelde sin eksmand,” fortæller Kefa Abu Ras til Berlingske. Hun er er medstifter af foreningen Søstre mod vold og kontrol.

Havde intet valg

Det fremgår af kontrakten, at kvinden er enig i betingelserne. Men det passer ikke, siger Kefa Abu Ras. Hun havde bare ikke andre valgmuligheder. Kvinden fik direkte af vide af imamen Abu Bashar, at hun ikke kunne blive skilt, hvis hun ikke sagde ja til betingelserne.

“Alle betingelserne forværrer hendes situation, og hun risikerer at miste forældremyndigheden, hvis hun finder en anden mand. Hvorfor skulle hun dog acceptere det, hvis det ikke var, fordi hun var presset,” siger Kefa Abu Ras til Berlingske.

Peter Skaarup: Imamernes arbejde skal forbydes

Odenses borgmester Peter Rahbek Juhl (S) har nu politianmeldt imamen på grund af sharia-kontrakten. Dansk Folkeparti mener, at imamernes arbejde med skilsmisser og anden form for negativ social kontrol skal kriminaliseres.

“Det nytter ikke, at disse imamer fungerer som en autoritet uden om de danske myndigheder. Imamerne skal sættes ud af spillet. Disse aktiviteter skal kriminaliseres, og imamerne skal kunne dømmes og udvises, hvis de ikke er danske statsborgere,” siger DFs retsordfører Peter Skaarup til ditOverblik.

“Det nytter ikke, at disse imamer fungerer som en autoritet uden om de danske myndigheder”

Peter Skaarup, retsordfører (DF)

Dansk Folkeparti har bedt regeringen afdække, hvor omfattende problemet med imamernes skilsmisse-aktiviteter er. DF vil også have regeringen til at svare på, hvad den vil gøre ved problemet. Statsminister Mette Frederiksen (S) skrev i weekenden på Facebook, at sharia ikke hører hjemme i Danmark:

“Det er forkert. Det er kvindeundertrykkende. Det er ikke dansk, og det må aldrig, aldrig blive dansk,” skrev statsministeren.