Blå 1. maj viser vejen til en stærkere blå blok

0
1702
Over 200 medlemmer af de fire borgerlige partier var mødt op i Landstingssalen på Christiansborg for at høre debatten mellem de fire blå partiledere Mona Juul (C), Alex Vanoplslagh (LA), Inger Støjberg (DD) og Morten Messerschmidt (DF). Foto: Marcus Bøje Bertelsen

Imens fagbevægelsen og de røde partier fejrede 1. maj landet over, afholdt de borgerlige partier deres egen, Blå 1. Maj på Christiansborg

Af Nicklas Jensen Plum og Marcus Bøje Bertelsen

Det var valget til Europaparlamentet den 9. juni, som optog mest plads onsdag da de blå partiers formænd tog plads i en tæt pakket Landstingssal på Christiansborg. Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne, Liberal Alliances Alex Vanopslagh, Konservatives Mona Juhl og Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt tog bl.a. fat på en af EU’s største udfordringer: masseindvandringen til Europa og EU’s rolle: at stoppe den, bremse den eller give op.

Især Morten Messerschmidt og Mona Juhl krydsede klinger i en duel om mere eller mindre EU, når det drejer sig om migration og flygtninge.

Også det danske forsvars opgaver i et tættere EU-forsvar kontra Danmarks placering i NATO blev vendt: som bekendt stod kun DF fast på det danske forsvarsforbehold i folkeafstemningen for to år siden.

Om EU-parlamentet efter 9. juni sagde Mona Juhl, at de borgerlige ville få flere resultater ved at sidde i den store centrum-højregruppe EPP end i de mere national-konservative grupper ECR og ID, hvor DF sidder. I diskussionen stemplede Morten Messerschmidt EPP som føderalister, altså tilhængere af et meget stærkere EU, på bekostning af Danmark. Mona Juhl lovede – hvis konservative får et mandat – at påvirke EPP i modsat retning.

De fire partiledere diskuterede også så forskellige emner som grænsekontrol og den ny ældrelov. Det lå i luften under Blå 1. Maj på Christiansborg, at de fire partier skulle se på helheden og ikke på petitesser, som måtte skille dem ad.

”Vi Dansk Folkeparti har meget at bidrage med i en stærkere blå blok. Men som et selvstændigt parti ser jeg det også som DF’s opgave at fastholde en dansk, national og borgerlig modstand mod EU og kritisere de andre partier, når de giver køb på Danmarks selvstændighed.”

Morten Messerschmidt håber, at den gode stemning i Blå Blok holder: ”Vi er ikke enige om alting, men det er de heller ikke under de røde faner! Se blot, hvordan den yderste venstrefløjs aktivister ødelagde socialdemokraternes møde i Fælledparken.”

Blå 1. maj skal gøres til en fast tradition for de borgerlige – en dag måske også for Venstre, håber Morten Messerschmidt, som lover:

”Dansk Folkeparti vil styrke det borgerlige sammenhold, op til, under og efter det næste valg.”