“Vi har verdens bedste parlament, men vi skal arbejde for at bevare befolkningens tillid”

0
2370
Pia Kjærsgaard på sit fomandskontor i Folketinget. Der er formandens yndlingssted på Christiansborg. Foto: Steen Trolle

Tirsdag åbner Folketinget, og for formanden Pia Kjærsgaard (DF) er åbningen en ganske særlig dag. Hun kalder Folketinget for verdens bedste parlament og har som formand stået i spidsen for en række tiltag, som skal forny tinget, uden at sætte traditionerne over styr

Af Steen Trolle

Når Pia Kjærsgaard (DF) tirsdag bliver genvalgt som formand for Folketinget og sætter sig til rette i formandsstolen, kan hun kigge ud over en nyrenoveret sal. For første gang i mange år – hvis nogensinde – har folketingssalen gennemgået en større renovering, og blandt nyhederne er en lift ved talerstolen, så kørestolsbrugere fremover kan indtage demokratiets fineste talerstol.

Renoveringen er bare en af flere nyskabelser, som Pia Kjærsgaard har igangsat i de tre år, hun har været formand for Folketinget. Rundt omkring på Christiansborg kan man se andre tiltag, som formanden står bag, for eksempel blomsterkummer foran hovedindgangen eller de åbne glasskabe i vandrehallen, hvor ting fra svundne tider på Borgen er stillet frem fra gemmerne, så besøgende kan se dem.

”Jeg synes jo vi har et fantastisk smukt folketing. Men jeg har forsøgt at gøre det smukkere med små midler,” forklarer Pia Kjærsgaard, da ditOverblik.dk besøger hende på formandskontoret mandag formiddag – dagen før Folketingets åbning.

Det er en travl dag – der er møder og formøder – blandt andet med statsministeren, der traditionen tro skal forbi og orientere Folketingets præsidium om det kommende folketingsår. Men Pia Kjærsgaard tager sig tid til et interview og en rundvisning i den nyrenoverede folketingssal, hvor der stadig arbejdes med de sidste detaljer.

Og formanden glæder sig over de små og store ændringer – ikke mindst over det Dannebrog, som vil vaje bag formandspodiet under folketingsåbningen, og som nu har fået fast plads i tinget. Et tiltag, der har været 20 år undervejs, og som vakte en del debat, da Pia Kjærsgaard i 2016 besluttede, at et stort Dannebrog skulle erstatte det vægtæppe, der hang bag formandsstolen under folketingsåbningen.

Pia Kjærsgaard har indtaget sin plads ved Folketingets åbning tirsdag den 4. oktober 2016. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

 

Alle skal behandles ens i folketinget

Enhedslisten var stærkt utilfreds med den beslutning, men her to år efter kan Pia Kjærsgaard se tilbage på en formandsperiode, hvor hendes egen oplevelse er, at alle partier har følt sig ordentligt behandlet af formandsskabet:

”Den vigtigste rolle som formand er være retfærdig. I Folketingssalen skal alle behandles ens, og det er jeg meget opmærksom på. Uanset om det er statsministeren eller det nyeste folketingsmedlem, får alle den samme behandling. Det ved jeg, at jeg gør. Det har ingen heller haft grund til at betvivle, og det er jeg godt tilfreds med,” siger Pia Kjærsgaard.

Som formand har hun også arbejdet med en fornyelse af arbejdsformerne, og til hendes store glæde, står et enigt folketing bag ændringerne.

”Vi vil gøre arbejdsformerne lidt mere smidige og dynamiske, uden at ændre på traditionen. For eksempel er det besluttet, at ordførerne ved de store debatter skal rykke op og sidde på forreste række, så de sidder samlet. Det tror jeg vil give lidt mere dynamik og gøre det lidt mere interessant at følge debatterne,” siger Pia Kjærsgaard.

Formanden har også søsat et udvalg med højesteretsdommer Jens Peter Christensen som formand, der skal bane vejen for parlamentariske høringer a la dem, vi kender fra USA, og formanden har indstiftet Folketingets Hæderspris til danskere, som har givet deres liv for at redde andre. Prisen, som hun selvsagt ikke ønsker skal uddeles særligt ofte, er foreløbig gået til Finn Nørgaard og Dan Uzan, som begge blev dræbt ved terrorangrebene på Krudttønden og Den Jødiske Synagoge i februar 2015. De to har fået en mindeplade i Vandrehallen.

Nå ja, så er det også besluttet, at Folketinget skal pyntes op til jul fra den 1. december 2018, og da vi går rundt og ser den nyrenoverede folketingssal, viser Pia Kjærsgaard mig ind i Grønlandsværelset, som har gennemgået en omfattende renovering og forskønnelse.

“I Folketingssalen skal alle behandles ens, og det er jeg meget opmærksom på. Uanset om det er statsministeren eller det nyeste folketingsmedlem, får alle den samme behandling”.

Pia Kjærsgaard modtager dronning Margrethe ved Folketingets åbning tirsdag den 6. oktober 2015. Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix

Respekt om folkestyret

Små og store ændringer, men ikke nogle ændringer, der grundlæggende rokker ved traditionerne i Folketinget, for dem går formanden meget op. De er vigtige rammer om det parlament, som i Pia Kjærsgaards øjnene er verdens bedste. Af samme grund var hun for nogle uger siden ude med en advarsel, som ikke faldt i god jord hos alle. Pia Kjærsgaard kritiserede nemlig de partier, som henover sommeren har udnævnt egne statsministerkandidater og stillet ultimative krav.

Enhedslisten har gjort Pernille Skipper til statsministerkandidat og talt om røde linjer, der ikke må overtrædes; Nye Borgerlige har ultimative krav for at støtte Lars Løkke Rasmussen som statsminister og partiets formand kalder sig statsministerkandidat; Radikale Venstre kræver at Dansk Folkeparti skal holdes udenfor indflydelse på udlændingepolitikken, hvis de skal støtte en socialdemokratisk regering; og så er der Alternativet, hvor formanden Uffe Elbæk også er statsministerkandidat og som har bebudet, at partiets mandater ”skal tages ud af ligningen”, hvis bestemte politiske krav ikke opfyldes.

Det fik Pia Kjærsgaard til i Berlingske at advare om, at den form for parlamentarisme kan udløse kaos og at ”politik er altså ikke noget vi leger – det er alvor”.

Pia Kjærsgaard sagde blandt andet:

”Man skal altid have respekt for, at parlamentarismen arbejder, men det, vi hører nu, er mere en krig på ord, hvor partierne positionerer i forhold til, at vi vil ikke det og det. Og det er en farlig tendens. For hvad er det så, man vil? Hvad forestiller man sig? Et nyvalg efter tre måneder? Et fuldstændigt parlamentarisk kaos?”.

Pia Kjærsgaard ved den nye kørestolslift i folketingssalen. Foto: Steen Trolle

“Vi skal bevare befolkningens tillid”

Her en måned senere synes Pia Kjærsgaard stadig, at hendes advarsel var på sin plads:

”Hvis vi skal bevare befolkningens tillid til folkestyret, så må vi sørge for, at befolkningen ikke bliver trætte af os. Det kræver, at vi opfører os ordentligt, at vi har en vis grad af troværdighed og at vi arbejder ihærdigt for de ting, som vælgerne har en forventning om. At vi prøver at øve indflydelse. Det der med at ’tage sig selv ud ligningen’, det har jeg simpelthen ikke hørt før, og det kan man jo ikke. Mandaterne tæller jo på den ene eller anden måde med”.

”Nogen har så sagt Dansk Folkeparti også stiller ultimative krav, når vi – formanden – siger at vi ikke vil gå i regering, hvis Liberal Alliance går med. Men det er jo ikke et ultimativt krav. Vi siger bare, at så lader vi være med at gå i regering. Det er jo helt fair at melde ud på forhånd,” siger Pia Kjærsgaard.

Der er også nogen der mener, at Folketingets formand ikke skal komme med den form for kritik af partierne?

”Jeg tænker meget over, hvad jeg siger og gør som formand. Men for det første er jeg jo stadig folkevalgt – jeg stemmer i folketingssalen, så dér giver jeg jo også min mening til kende. Og så går jeg meget op i vores folkestyre og demokrati, og dér må jeg have lov at sige som folketingets formand, hvis jeg synes det hele roder, og det var dét, der var mit budskab,” siger Pia Kjærsgaard.

Pia Kjærsgaard ankommer til Folketingets åbning tirsdag den 4. oktober 2016. Tirsdag den 2. oktober begynder det nye folketingsår. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

En helt særlig dag

Tirsdag vil der ikke være noget der roder. Hver en detalje er planlagt til folketingets åbning. Pia Kjærsgaard har i løbet af mandagen gennemgået protokol og program for dagen med præsidiet og administrationen, og når hun tirsdag klokken 12 står på talerstolen og åbner Folketinget, bliver det med en helt særlig følelse i kroppen.

”Det er en dag der betyder rigtig meget for mig. Der er en helt særlig og højtidelig stemning i Folketinget den dag, og det er jo den dag, hvor jeg igen skal i gang med arbejdet i salen, som jeg sætter stor pris på”.

Det er Pia Kjærsgaards 34. folketingsåbning som MFer, og det er samtidig en af de særlige. Det er nemlig den sidste inden folketingsvalget, og det vil komme til at præge folketingsåret.

”Jeg tror allerede man vil kunne mærke det forestående valg på torsdag til den store åbningsdebat. Der vil partierne nok positionere sig mere end de plejer. Og jeg tror det bliver en barsk valgkamp. Det bliver mit 14. folketingsvalg og hver gang har det heddet sig – og jeg har sikkert også selv sagt det – at dette valg bliver det mest spændende. Men jeg vil påstå, at det gør det denne gang. Fordi så meget er forandret. Vi har hele fem statsministerkandidater, og selv om man kan trække på smilebåndet af dét, og det gør jeg, så er tingene alligevel i opbrud,” siger Pia Kjærsgaard.

Verdens bedste parlament

Men de er ikke i mere opbrud, end at Danmark stadig er verdens bedste folkestyre med det bedste parlament i verden, set med formandens øjne:

”Ja, jeg synes det er det bedste. Vi har nogle gode traditioner og værdier, og samtidig er der god stemning, hvor vi ikke går rundt og hader hinanden. For det skal man ikke. Vi skal kæmpe for vores holdninger, men vi skal kunne samarbejde og tale sammen på tværs af partierne, og det kan vi herinde,” fastslår Folketingets formand.

Et nyt folketingsår er – næsten – i gang.

Pia Kjærsgaard i den nyrenoverede folketingssal, hvor de alle sidste detaljer var ved at blive bragt på plads mandag. Foto: Steen Trolle