Udenlandske firmaer står nu for næsten al kørsel over grænsen. “Løndumping, når det er værst,” mener DF-kandidat

0
2071
Næsten ni ud af ti af de lastvogne, som kører over de danske grænser, har udenlandske nummerplader. Arkivfoto.

Udenlandske lastbiler har overtaget næsten kørsel ind og ud af Danmark, viser nye tal fra Vejdirektoratet, som Fagbladet 3F offentliggør. Østeuropæiske firmaer står for en stadig større andel af kørslen. Dansk Folkepartis EU-kandidat Pia Adelsteen kalder udviklingen “løndumping når det er værst”. Hun tror ikke, at EU kan løse problemet

32 lastbiler, alle fra udlandet. Sådan var situationen, da Fagbladet 3F en tilfældig lørdag tjekkede rastepladsen Karslunde Vest på Sjælland. På en anden rasteplads i området, Skandinavisk Transportcenter, var det 39 ud af 40 lastbiler, der var fra udlandet. Og et tredje sted, Karlslunde Øst, havde alle de 29 lastbiler, som holdt parkeret, udenlandske nummerplader.

Dermed bekræftede Fagbladets tjek den tendens, som nye tal fra Vejdirektoratet viser. Nemlig at næsten alle de lastbiler, som kører ind over den danske grænse, er fra udlandet.

Helt præcist var 84 procent af alle lastbiler, der i 2018 kørte over grænsen, fra udlandet. Heraf var de 47 procent fra Østeuropa, og det er markant flere end for 10 år siden. Dengang var det kun 18 procent af de udenlandske lastbiler, som kom fra Østeuropa.

Omsat til tal, kørte der i 2018 dagligt 5.916 lastbiler ind over den danske grænse i gennemsnit. Heraf var de 2.805 indregistreret i Østeuropa.

“Løndumping når det er værst”

Årsagen er indlysende: De østeuropæiske transportfirmaer kan betale meget lavere lønninger end de danske. Og takket være EU’s udstationeringsdirektiv, kan chaufførerne operere i Danmark på eksempelvis polske lønninger.

”Det skyldes EU’s udstationeringsdirektiv og arbejdskraftens frie bevægelighed, og det vil brede sig til andre brancher, hvis ikke vi gør noget. Vi ser det allerede indenfor eksempelvis hotelrengøring,” siger Pia Adelsteen, der er EU-kandidat for Dansk Folkeparti og nuværende medlem af Folketinget.

Hun driver en restaurant sammen med sin mand, Kim Christiansen, og herfra ved hun, at fænomenet har bredt sig til hotel- og restaurationsbranchen:

”Vi får tit et brev ind ad døren fra nogen, der tilbyder os østeuropæisk arbejdskraft til 90 kroner i timen. Det kan være som tjenere, kokke eller rengøring. Det foregår helt legalt,” siger Pia Adelsteen, der understreger, at de ikke kunne drømme om at benytte sig af den billige arbejdskraft.

”For mig er det her løndumping, når det er værst,” siger hun.

Vejpakke er ikke nok

Pia Adelsten var tirsdag formiddag på TV2 News om sagen sammen med Venstres EU-spidskandidat Morten Løkkegaard. Optagelserne foregik på en af de tre omtalte rastepladser og her mødte de en dansk chauffør, som kørte for et polsk firma. Han boede i Polen og fik en løn i polske zloty, der svarer 8-10.000 danske kroner om måneden.

EU er efter to års forhandlinger på vej med en Vejpakke, som skal forhindre social dumping på transportområdet. Pakken, som ikke er endeligt vedtaget, indeholder skrappere regler om cabotagekørsel samt mere kontrol. Pia Adelsteen tror imidlertid ikke, at Vejpakken er nok. Hun kritiserer eksempelvis, at danske løn- og arbejdsvilkår først skal gælde efter tre dage i Danmark. Hun mener, at danske løn- og arbejdsvilkår bør være et krav fra dag 1.

”Vejpakken kommer slet ikke til at forslå. Jeg tror ikke på, at EU kan løse det her problem. Vi er nødt til at finde en måde at håndtere det på nationalt. Men forinden må vi sikre, at de regler, der er, at de bliver overholdt. Derfor skal vi øge kontrol og indfører nummerpladescannere ved grænsen, så vi kan se, om chaufførerne rent faktisk kører ud af landet indenfor tre dage,” siger Pia Adelsteen.

“Jeg tror ikke på, at EU kan løse det her problem. Vi er nødt til at finde en måde at håndtere det på nationalt”

Pia Adelsteen, kandidat til Europaparlamentet, Dansk Folkeparti

Brancheformand: Der skal gøres noget

Administrerende direktør Erik Østergaard i brancheorganisationen DTL, Dansk Transport og Logistik, mener også, der er brug for nationale tiltag.

”Vi har råbt om det her i årevis. Det er fuldstændig horribelt at se, hvordan antallet af lastbiler fra Østeuropa med lavtlønnede chauffører bare stiger og stiger. Det giver en fuldstændig skævvridning for de danske vognmænd, der skal betale løn efter dansk overenskomst,” siger han til Fagbladet.