Tysklands mægtige kansler Merkel på sidelinjen i opgøret om landets reaktioner på corona virus. Samtidig truer det hårdt ramte Bayern med at bryde med de andre delstater
Angela Merkel skulle i weekenden lige optræde en sidste gang, inden hun nu er i karantæne efter at have talt med en smittet læge. Hun trådte frem for den tyske verdenspresse i Berlin, der stadig skiftevis beundrer hende som en landsmoder og er bekymret for hendes helbred. Og denne gang virkede det, som om det var al mulig grund til at være bekymret.
Som bladet Spiegel bemærker, så virkede det som om hun havde svært ved at få vejret og den selvbevidste politiker begik en række mindre fejl. Det varede lige indtil en journalist tillod sig at spørge kansleren om hendes eget helbred. Så blev hun igen bøs, skarp og ganske velformuleret og hendes ansigt fortrak sig, som det gør, når hun bliver stillet et spørgsmål, som hun synes er under hendes værdighed.
Hun affærdigede journalisten med et par banale bemærkninger om, at hun da også havde aflyst nogle aftaler. Dermed var det op til hendes vicekansler, Olaf Scholz fra socialdemokraterne, at få sagt det, der kunne løfte dagens debat op på et passende niveau. Det skete, da han selv blev spurgt om, hvordan han så lige havde det.
Man opdager dog nu, at det ikke er rigtigt at være overladt til sig alene, mente han. Han håbede, at det vi oplever nu, er begyndelsen til, hvad han kalder en æra præget af solidaritet.
Bayern bryder med resten
Den solidaritet eksisterer ikke ude mellem de 16 tyske delstater. Deres ledere talte sammen søndag for at koordinere landets næste skridt i krisen. Ifølge flere deltagere var mødet én lang konfrontation og til tider direkte ubehageligt.
Centralt i dette opgør er de to delstater med flest smittede og døde. I Nordrhein-Westphalen er 5615 smittede og foreløbig 28 smittede er døde. I Bayern er 4892 smittede og 26 afgået ved døden.
Bayern med sin nærhed til Østrig og Italien har valgt at indføre en slags udgangsforbud, men delstatens politiske leder Markus Söder vil have resten af forbundsrepublikken til at følge trop. Det har kansler Merkel afvist, og 11 af de 16 delstater støtter hendes linje.
Særligt Nordrhein-Westphalens ministerpræsident, Armin Laschet, gik på barrikaderne for den mere afslappede linje. På det punkt er han på linje med Merkel, der søndag roste tyskerne for at have været forsigtige de seneste dage. Men afslappethed er ikke populært i de tyske politiske kredse i disse dage.
Opgøret viser også, hvordan håndteringen af corona krisen bliver overskygget af almindelig politik. Laschet fra CDU vil gerne være Merkels afløser – Markus Söder fra søsterpartiet CSU har ingen chancer, men vil gerne bestemme, hvem den næste kanslerkandidat bliver. Og han bryder sig ikke om den runde politiker Laschet fra byen Achen.
Lige før deadline blev resultatet af den første test for corona virus hos kansler Merkel offentliggjort. Ifølge den er hun ikke smittet, men nye test venter.