Tyskland: Asylsøgere trodser regler om corona smitte

0
4197
Tyskernes strikse corona-regler vises på et skilt i en park. Foto: Sachelle Babbar/ZUMA Wire

Borgmestrene i de to saksiske byer Schneeberg og Zschorlau har bedt delstatens indenrigsminister om at sende forstærkninger. De asylsøgende i byernes lejre lader hånt om karantæneregler

Igen og igen har større grupper af asylsøgende forladt byernes lejre og er gået ud i samlet flok. Borgmestrene siger samstemmende, at deres opførsel giver de almindelige borgere det indtryk, at de skrappe tyske karantæneregler ikke gælder for dem. Tyske medier fortæller, at andre byer oplever tilsvarende problemer.

Værst er det ved de såkaldte Erstaufnahmestellen – altså de lejre, hvor asylsøgende først bliver anbragt. Da de tyske migrationsmyndigheder ikke længere holder åben for at asylsøgende personligt kan ansøge om asyl, er stemningen her dobbelt anspændt. Og med mange, især unge mænd, spærret inde, koger det ofte over.

Noget af det skyldes banale problemer som det, at de asylsøgende selv skal organisere indkøb af madvarer. Men der har også været tilfælde, hvor politiet direkte blev angrebet af vrede asylsøgende.

Militær indsats

I løbet af ugen har især medierne i det tidligere Østtyskland fortalt om de løbende problemer i en overfyldt lejr i byen Suhl, der ligger i nabodelstaten Thüringen. Politiet, der har en fast post ved lejren, er flere gange blevet angrebet af asylsøgende, der kaster genstande efter dem.

Tidligere på ugen kom det til et større opgør, hvor kampklædte betjente blev kaldt til. En række asylsøgende havde overtaget kontrollen med lejren og brugte ifølge myndighederne børn som skjold mod betjentene. Ifølge myndighederne blev en snes af værste urostiftere ført bort.

Flere øjenvidner har fortalt, at de asylsøgende havde et flag, der mindede om det, som den forhadte terrororganisation IS har brugt. Det har ikke været muligt at skaffe billeder, hvor man kan se flaget, så oplysningen er usikker. Det tyske sikkerhedspoliti efterforsker sagen.

For at få ro på, har delstaten bedt om hjælp fra militæret. Myndighederne understreger, at politiet fortsat skal stå for selve vagttjenesten ved lejren, mens soldater skal sikre forsyninger til de godt 500 asylsøgende, der stadig er i lejren.

Kilder: MDR, Bild.de, Spiegel.de, insuedthueringen.de