Trækkes i førtidspension, fordi ægtefællen tager coronavagter

0
4472
En patient flyttes fra afdelingen for Covid-19 patienter på intensivafdelingen på Bispebjerg Hospital natten til lørdag den 5. december 2020. Sundhedspersonale, som arbejder ekstra under coronaen og har ægtefæller, der er på førtidspension, får ikke meget ud af deres ekstra arbejde økonomisk. Arkivfoto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Sygeplejersker og sosu-medhjælpere straffes for at arbejde ekstra, hvis deres ægtefæller er førtidspensionister. ”Det kan vi ikke være bekendt,” siger DFs gruppeformand Peter Skaarup til Ekstra Bladet

”Vi kan simpelthen ikke være det bekendt”.

Sådan lyder reaktionen fra Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup, efter at Ekstra Bladet har bragt historier om førtidspensionister, der trækkes i pension, fordi de er gift med en sosu-medarbejder eller sygeplejerske, der har taget ekstra-vagter under coronakrisen.

Det drejer sig eksempelvis om førtidspensionisten Lars Hansen og hans kone, der er sosu-hjælper og har taget ekstra corona-vagter på et plejehjem. I november blev der skåret 1400 kroner efter skat af hans førtidspension, og i december skar staten knap 6000 kroner. Det betød, at Lars Hansen kun fik udbetalt 4779 kroner efter skat.

”Jeres indkomst har ændret sig”, lød forklaringen fra Udbetaling Danmark, som henviste til, at Lars Hansens kone med ekstra-vagterne kom op på 341.000 kroner i indtægt i 2020.

Trækkes 30 kr. á 100 kr.

At Lars Hansen får mindre udbetalt, skyldes at førtidspensionen reguleres efter hvor meget ægtefællen tjener. Der trækkes 30 kroner for hver 100 kroner, når ægtefællens indtægt overstiger 254.472 kroner.

”Først betaler min kone skat og så skærer de i min pension,” siger Lars Hansen til Ekstra Bladet.

Lige nu tager Lars Hansens kone dog ikke flere vagter. Hun er nemlig sygemeldt med corona. Alligevel er Lars Hansen blevet trukket 500 kroner i januar. Udbetaling Danmark forventer nemlig, at hendes indtægt også bliver højere i 2021.

Mette F afviser regelændring

Statsminister Mette Frederiksen afviste tirsdag på et pressemøde, at reglerne om modregning skal ændres.

”Selvfølgelig skal vi altid se på, om reglerne er, som de skal være. Jeg har stor sympati for den konkrete sag. Det ændrer ikke på, at hvis man kan forsørge sig selv, så skal man gøre det,” sagde hun på et spørgsmål fra Ekstra Bladet.

Statsminister Mette Frederiksen (S) på pressemøde tirsdag. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Partier: Det skal laves om

Flere politiske partier finder det dog urimeligt, at de sundhedsmedarbejdere, som tager en ekstra tørn under coronakrisen, skal straffes økonomisk.

”Vi kan simpelthen ikke være bekendt, at førtidspensionister bliver straffet, fordi deres samlever udøver et altafgørende arbejde for Danmark og folkesundheden,” siger Peter Skaarup til Ekstra Bladet.

“Det kan vi ikke være bekendt,” siger Peter Skaarup (DF). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Radikale Venstre, SF, Konservative og Nye Borgerlige kræver også reglerne ændret.

”Det er helt absurd, at vi i en coronasituation, hvor der er hårdt brug for hænder i sundhedssektoren, straffer for eksempel Kirsten, der lægger ekstra timer,” siger den radikale beskæftigelsesordfører, Samira Nawa.

Kirsten, som den radikale ordfører henviser til, er intensivsygeplejersken Kirsten, hvis mand Poul er førtidspensionist. De får betaler, hvad der svarer til 72-75 procent af Kirstens ekstra indtægt i skat, fordi Poul trækkes i førtidspension.