Togulykken på Storebælt: Pludselig blev alt andet ligegyldigt

0
2945
Togulykken skete onsdag på vestbroen på Storebælt. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl har valgt at dedikere sit ugentlige nyhedsbrev til ofrene for onsdagens toulykke på Storebæltsbroen, der kostede otte mennesker livet

Torsdag udsendte Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl sit første nyhedsbrev i 2019, og det blev med et helt andet indhold, end han havde tænkt sig for et par dage siden.

For inden DF-formanden gik i gang med at skrive på et nyhedsbrev, som skulle handle om statsminister Lars Løkke Rasmussens nytårstale, blev Danmark vidne til den værste togulykke i 30 år. Derefter gav det ikke rigtig mening af skrive om andet:

”Så var det, at det virkede ret ligegyldigt at gå i rette med statsministerens nytårstale. Så er det, at vore tanker i stedet bør være hos de ramte. Samtidig med, at vi kan glæde os over at have rigtig mange dygtige mennesker, der bistår og hjælper i sådan en situation. Alle dem, der hører til beredskabet, når katastrofen rammer,” skriver Kristian Thulesen Dahl.

Ulykken på Storebælt, hvor en container på et godstog rev sig løs og ramte et modkørende lyntog, kostede otte mennesker livet. Flere blev såret, og som Kristian Thulesen Dahl skriver, er der endnu flere, der er blevet ramt på sjælen efter ulykken.

”Man kan lære at leve med smerten, men har man mistet nogle helt tæt på, forsvinder smerten aldrig helt. Verden går videre. Jeg skal også nok komme tilbage til statsministerens nytårstale. Men i dag – hvor dødstallet for ulykken på Storebælt blev opjusteret til 8 – hvor der sidder familier rundt om i vores land med den værste viden, de kunne få ved indgangen til et nyt år – venter jeg en stund med at lade nytårstalen komme under lup. I stedet går mine tanker til de pårørende,” skriver Kristian Thulesen Dahl.

Hele nyhedsbrevet kan læses her.

Flaget gik påå halvt onsdag hos DSB efter den værste togulykke i Danmark i 30 år. Foto: Bjarke Ørsted/Ritzau Scanpix