Tyvebander og narkosmuglere fældes af ny nummerpladekontrol ved grænsen

0
11953
Grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse i Sønderjylland. Arkivfoto: Syd- og Sønderjyllands Politi

Kameraer med automatisk nummerpladekontrol (ANPG) ved den dansk-tyske landegrænse har vist sig at være effektive mod tyvebander og narko- og menneskesmuglere. Martin Henriksen (DF) mener, at de gode erfaringer skal bruges til at udvide grænsekontrollen

En tyvebande fra Polen er formentlig godt trætte af de kameraer med ANPG, automatisk nummerplade genkendelse, som er sat op ved samtlige 13 grænseovergange ved den dansk-tyske landegrænse. For takket være ANPG, som er en del af den tre år gamle grænsekontrol mod Tyskland, sidder den polske tyvebandes seks medlemmer nu bag lås og slå. Den ene sidder i et dansk fængsel, mens de fem sidder i tysk fængsel, hvorfra de venter på at blive udleveret til Danmark.

De seks polske tyveknægte havde specialiseret sig at stjæle fra lastvogne på rastepladser. De blev spottet af nummerpladekontrollen ved grænseovergangen, og derefter blev de set på en rasteplads, hvor de stjal varer for godt én million kroner.

Historien kan læses i et svar fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K) til Folketingets udlændinge- og integrationsudvalg. Og den er bare et af mange eksempler på, at nummerpladekontrollen ved grænserne har vist sig som et effektivt redskab.

Som Justitsministeren skriver i svaret:

”Det er Rigspolitiets vurdering, at ANPG har en væsentlig betydning for den politimæssige indsats, herunder både analytisk, efterforskningsmæssigt og operativt”.

”Det er Rigspolitiets vurdering, at ANPG har en væsentlig betydning for den politimæssige indsats”

Justitsministeren i svar til Folketinget

“Et godt og væsentligt redskab”

Politiet kalder kameraerne ”et godt og væsentligt redskab” til bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet. Kameraerne bidrager både med data til analyser, som fører til konkrete politiindsatser, men de bruges også løbende af vagtcentralerne til ”konkrete kriminalitetsbekæmpende indsatser” i og omkring grænsen.

Desuden har ANPG vist sig effektivt til efterforskning i sager om indsmugling af narko, våben og menneskesmugling. Her kan kameraerne vise, hvor mange gange en konkret bil har passeret grænsen og om der eksempelvis er følgebiler.

Kameraerne er også effektive i såkaldte ”hjemtagersager”, dvs. hvor gerningsmænd til forbrydelser i Danmark anholdes i Tyskland. Her kan man se, hvor mange gange gerningsmændene er kørt ind og ud af Danmark.

Et ANPG-kamera. Foto: Rigspolitiet

”Desuden har (ANPG, red.) været benyttet proaktivt med gode resultater til målrettede kontroller ved ind- og udrejse af både omrejsende kriminelle, menneske- og narkotikasmuglere samt øvrige kriminelle,” skriver justitsministeren.

I flere tilfælde har ANPG desuden været brugt med succes til at lave udrejsekontrol af biler og lastvogne, som politiet har knyttet til omrejsende kriminelle.

”Der er i forbindelse hermed fundet koster fra gerningssteder i Danmark, og gerningsmændene er efterfølgende blevet retsforfulgt og dømt i Danmark,” skriver justitsministeren i sit svar.

Martin Henriksen: Grænsekontrol skal udvides

Det er Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen der har spurgt til erfaringerne med ANPG, og han er godt tilfreds med svaret:

”Det er et godt ministersvar, som med al tydelighed viser, hvorfor det er vigtigt løbende at udvide grænsekontrollen,” siger Martin Henriksen

”Jeg synes, at oplysningerne skal bruges til at udvide den eksisterende grænsekontrol mod Tyskland, og så bør vi kopiere grænsekontrollen og sætte den i værk på grænsen mod Sverige. Politiet siger jo lige ud, at de har rigtig gode resultater. Det er simpelthen fremragende, og det giver en skøn fornemmelse når ordensmagten siger at de politiske initiativer vi tager har en positiv effekt,” siger han.

“Det giver en skøn fornemmelse når ordensmagten siger at de politiske initiativer vi tager har en positiv effekt”

Martin Henriksen, udlændingeordfører (DF)
Martin Henriksen, Dansk Folkeparti. Foto: Steen Brogaard

6144 afvist ved grænsen

Den midlertidige grænsekontrol mod Tyskland blev indført i dag for præcis tre år siden. På de tre år er 801 våben blev beslaglagt, 6144 personer er blevet afvist ved grænsen og der er blevet rejst 5479 sigtelser mod om bl.a. menneskesmugling, våbenbesiddelse og narkosmugling. Det fremgår af en opgørese, som Ritzau bringer.

”En udvidelse bør først og fremmest bestå i at kontrollen gøres permanent samt at vi begynder at afvise asylansøgere på selve grænsen. Og så så jeg meget gerne, at vi begyndte at folde grænsekontrollen ud, så grænsen mod Sverige også blev dækket ind,” siger Martin Henriksen.