Tidligere radikal kandidat stod bag klage over DF-annonce

0
3057
Annoncen fra juli-august nummeret af Ud & Se. DSB har meddelt DF, at den ikke lever op til statsbanernes reklamekodeks.

Tidligere byrådskandidat for Det Radikale Venstre, Anette Thaulow, har fået ca. 200 personer til at klage over DF-annonce i DSBs blad Ud & Se. Anette Thaulow mener, at budskabet ”Nej til islam” er racistisk

Det er en tidligere radikal byrådskandidat, der står bag den klage over en annonce fra Dansk Folkeparti i DSBs blad ”Ud & Se”, som har fået DSB til at droppe annoncen. Det skriver Ritzau med Radio 4 som kilde.

Det var formuleringen ”Nej til Islam” i en annonce i forbindelse med en krydsord, der faldt den tidligere byrådskandidat fra Radikale Venstre, Anette Thaulow, for brystet. Via Facebook har hun fået op mod 200 personer til at klage til DSB over annoncen. Det fik tidligere på ugen DSB til at meddele Dansk Folkeparti, at annoncen, som er med i juli-august nummeret af Ud & Se, ikke vil blive bragt i fremtidige numre.

Anette Thaulow forklarer sin klage sådan her til Radio4:

”Vi har jo alle slags alle typer mennesker med forskellige religiøse overbevisninger, som lader sig transportere med DSB. Jeg ville da få noget galt i halsen, hvis jeg var buddhist, og der stod nej til buddhisme, eller jeg var jøde, og der stod nej til jødedom, eller jeg var katolik og der stod nej til katolicisme,” siger Anette Thaulow.

Annoncen, som det er lykkedes en DSB-kunde at få stoppet.

“Fuldstændig forrykt”

Dansk Folkepartis næstformand Morten Messershmidt sagde tirsdag til Ekstra Bladet, at DSBs annoncecensur var “fuldstændig forrykt”. Han har nu krævet en forklaring fra DSBs øverste ledelse.

”Dansk Folkeparti har i årevis annonceret i Ud & Se om mange forskellige temaer og mærkesager. Det har aldrig været et problem – før nu åbenbart. DSB’s øverste ansvarlige må rykke ud med en redegørelse. Det her er jo helt forrykt,” sagde Messerschmidt til Ekstra Bladet.

Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup kommenterede annonceboykotten sådan her på Facebok:

”Det statsstøttede jernbaneselskab DSB vil nu censurere annoncer fra Dansk Folkeparti i bladet “Ud & Se”. Boykotten af DF´s annonce kommer efter, at en læser klagede over teksten: Nej til Islam. Hvad foregår der?”.

Professor: Ingen overtrædelse

Anette Thaulow, der var kandidat for Det Radikale Venstre ved kommunalvalget i Københavns Kommune i 2017, mener, at annoncen er en overtrædelse af racismeparagraffen.

Det afviser Sten Schaumburg-Müller, der er professor i jura. Til Radio 4 siger han:;

”Nej, det vil jeg ikke mene, at den er. Vi har jo ytringsfrihed, og vi har ret til at være kritiske over for religioner. Det, som står i det, man lidt misvisende kalder racismeparagraffen er, at ´man må ikke forhåne folk på grund af tro´ – og det er jo noget andet,” siger Sten Schaumburg-Müller til Radio4.

Læs også: DSB fjerner DF-annonce: Kunde klagede over ”Nej til islam”-budskab