Steen Thomsen stopper i DF – Jens Vornøe ny partisekretær

0
2795
Steen Thomsen på DFs årsmøde i september 2021. Foto: Carsten Lundager

Dansk Folkepartis partisekretær Steen Thomsen har valgt at fratræde. Han afløses af DFs lokalformand i København, hovedbestyrelsesmedlem Jens Vornøe

Dansk Folkeparti får ny partisekretær. Steen Thomsen, der i 2020 afløste Poul Lindholm på posten og har været ansat i DF siden 1999, har meddelt, han ønsker at fratræde. Han afløses af Jens Vornøe, der er hovedbestyrelsesmedlem og formand for DFs største lokalforening, DF København.

DFs formand Morten Messerschmidt skriver i et opslag på Dansk Folkepartis facebookside:

“Steen Thomsen har desværre meddelt mig, at han ønsker at stoppe som partisekretær efter mangeårig ansættelse i Dansk Folkeparti. Det har ikke været let at finde en afløser til Steen, der har været med siden 1999 og energisk har kæmpet for partiet på både Christiansborg og i baglandet, men valget er faldet på nuværende lokalformand i Københavns Kommune, Jens Vornøe. Han sidder i dag i DFs hovedbestyrelse og kender både parti og bagland rigtigt godt,” skriver Messerschmidt.

“Jeg bliver naturligvis i Dansk Folkeparti”

Steen Thomsen “takker for en spændende rejse sammen med både gode frivillige rundt om i landet, herlige kollegaer og folketingsmedlemmer”:

“Alting har sin tid og jeg har nu ønsket at indgå en fratrædelsesordning. Det giver plads til nye kræfter og jeg siger så farvel og tak for en fantastisk rejse – både når DF har været i medvind og når der har været blæst omkring DF. Jeg har arbejdet godt sammen med alle og ønsker DF og Morten god vind fremover, og bliver naturligvis i Dansk Folkeparti som medlem,” udtaler Steen Thomsen på Facebooksiden.

Steen Thomsen ønsker Morten Messerschmidt tillykke med valget som formand på DF’s ekstraordinære årsmøde i Herning den 23. januar. Foto: Carsten Lundager

Vornøe glæder sig

Den kommende partisekretær Jens Vornøe glæder sig til de nye opgaver:

“Jeg har været formand i den største DF-lokalforening de senest 6 år samt været hovedbestyrelsesmedlem, og ser nu frem til at udvide min løbende dialog med baglandet, lokalforeningerne samt folketingsgruppen,” udtaler han.

Jens Vornøe, der blev valgt til DFs hovedbestyrelse på årsmødet i september, kommer fra et job som air purser i luffartsselskabet SAS. Han har været medlem af Dansk Folkeparti i 10 år:

“Med min baggrund I SAS, hvor jeg har været ansat i snart 30 år, ved jeg, at jeg er god til omgås mange forskellige mennesker – og den erfaring samt mit gode humør glæder jeg mig til at tage med ind mit nye arbejde for DF. Jeg vil gerne sige mange tak til min kollega Steen Thomsen for det store arbejde, han har udført i DF. Jeg glæder mig til at følge i fodsporene, der er sat. Succes skaber vi sammen,” siger han.

DFs kommende partisekretær Jens Vornøe er formand for DF i København. Foto: Carsten Lundager

Jeanie Nørhave og Poul Lindholm stopper

Ud over partisekretær Steen Thomsen har personale- og sekretariatschef Jeanie Nørhave og senior organisationskonsulent Poul Lindholm valgt at indgå en fratrædelsesordning med sidste arbejdsdag 31. marts 2022, mener DF.