Skjulte optagelser af plejesvigt ryster politikere: DF kræver serviceloven ændret

0
2021
Plejehjemmet Kongsgården i Viby, hvor skjulte optagelser har afsløret nedværdigende og ydmygende behandling af en 90-årige dement kvinde. Foto: Axel Schütt/Ritzau Scanpix)

Dansk Folkeparti vil have ændret serviceloven efter rystende optagelser fra aarhusiansk plejehjem. Der er brug for flere tilsynsbesøg, flere penge til ældreområdet og mere fokus på omsorg, siger DFs ældreordfører Karina Adsbøl

“Fuldstændig uacceptabelt”. De skjulte optagelser fra plejehjemmet Kongsgården i Aarhus, som viser en rystende og nedværdigende behandling af den 90-årige demente kvinde Else, har fået Dansk Folkepartis ældre- og socialordfører Karina Adsbøl til at kræve en række lovændringer: Karina Adsbøl vil have flere uanmeldte besøg på plejehjem, flere penge til ældreområdet og “omsorg” skrevet ind i serviceloven.

“Vi kan ikke lovgive om etik, moral og empati. Det burde være en selvfølge! Men vi kan lovgive om øremærkede midler til ældreområdet, flere tilsynsbesøg, samt det at få skrevet omsorg ind i lovgivningens paragraf 83,” skriver Karina Adsbøl på Facebook.

Minister kaldt i samråd

Hun har sammen med Venstres ældreordfører Jane Heitmann kaldt sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) i et samråd om sagen. Det sker efter, at Ekstra Bladet tirsdag offentliggjorde de skjulte optagelser, som TV2 har lavet med den 90-årige Else, men som tv-stationen har fået et fogedforbud mod at bringe.

Karina Adsbøl skriver på Facebook om optagelserne:

“Det er hjerteskærende at se, hvordan Else bliver behandlet på Kongsgården. Graden af omsorgssvigt er helt uacceptabel. I Dansk Folkeparti opfordrer vi ældreministeren til at trække i arbejdstøjet, så vi kan sikre, at det ikke sker igen! Det skylder vi Danmarks ældre!”.

Ekstra Bladet offentliggjorde tirsdag optagelserne fra plejehjemmet Kongsgården, der viser massivt plejesvigt.

Rystende optagelser

På de skjulte optagelser, som kan ses på Ekstra Bladet, kan man bl.a. se, hvordan den 90-årige kvinde i syv minutter bliver hængt op i en sele over sin seng for at besørge, selv om hun skriger “av, av, av” og “det gør ondt”. Det sker fordi to plejere ikke gider sætte hende over på et toilet, der står ved siden af sengen. Det ses også, hvordan Else må ligge i den samme beskidte ble i 24 timer, og hvordan plejerne kører hende møgbeskidt ud til et fælles Halloween-arrangement, fordi de ikke gider skifte hende. I stedet aftaler plejerne at lyve om, at Else er blevet skiftet.

Ældre Sagens direktør Bjarne Hastrup mener, at plejepersonalet bryder loven:

“Jeg er rystet over det, der er kommet frem. Ingen skal udsættes for en så uværdig behandling. Det er omsorgssvigt og pligtforsømmelse af værste skuffe, og det er efter min vurdering strafbart,” siger Bjarne Hastrup til Ældre Sagens hjemmeside.

DFs ældreordfører Karina Adsbøl kommenterer sagen på Facebook. Se videoen her

DF-rådmand: Der skal ryddes helt op

DFs rådmand i Aarhus, Jette Skive, som plejehjemmet Kongsgården hører under, er også dybt rystet. Hun siger i en kommentar:

“Jeg har 4000 medarbejdere, der græder over den frygtelige historie. Det er helt uacceptabelt og er et udtryk for en ren og skær manglende medmenneskelighed, og intet kan retfærdiggøre den behandling, som man ser i optagelserne. Jeg har gjort det klart for min forvaltning, at der skal ryddes helt op. Der er allerede sket fyringer og ændringerne i ledelsen på Kongsgården. Og der kan være flere fyringer på vej, når vi får den tilbundsgående undersøgelse, som vi har bestilt, ” siger hun.

Jette Skive (DF), der er rådmand for social- og sundhedsområdet i Aarhus. Foto: Hanh Nguyen Andersen

Jette Skive bad som rådmand om at få nedlagt fogedforbud mod de skjulte optagelser. Det skete efter en indstilling fra kommunens jurister. Men som DF-politiker har hun ønsket at få optagelserne frem.

“DF har hele tiden ønsket at få vist optagelserne, men jeg er også rådmand og forpligtet til at følge lovgivningen. Men som DF’er synes jeg, at der er så meget læring i det her. Jeg ønsker ikke, at det er sådan her, vi gør tingene bag en lukket dør på et plejehjem. Jeg kan være bekymret for, at det også sker andre steder, og jeg mener, at optagelserne skal vises,” sagde Jette Skive den 12. maj til TV2 Østjylland.

Afsløringen af plejesvigt på Kongsgården har foreløbig ført til, at en medarbejder er blevet bortvist, at plejehjemslederen er blevet fjernet, at fem ansatte har fået skriftlige advarsler samt at syv ansatte har fået påtaler.