Pia Kjærsgaard: Nej, alt er ikke racisme

0
1416
Pia Kjærsgaard er udlændingeordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Carsten Lundager

Dansk Folkepartis udlændingeordfører mener, at den muslimske debattør Harun Dermitas ser spøgelser, når han han vil gøre alle muslimer og farvede personers oplevelse af forskelsbehandling til et spørgsmål om racisme

Racismedebatten er blevet forplumret af debattører, som ser racisme overalt. Det mener Dansk Folkepartis udlændingeordfører og stifter Pia Kjærsgaard, som på Altinget svarer igen på et indlæg fra debattøren Harun Demirtas, der har kritiseret Dansk Folkeparti for at afspore racismedebatten.

Harun Demirtas, der er flygtning og arbejder som sygeplejerske, mener at der er langt mere racisme og diskrimination i det danske samfund, end mange borgerlige politikere vil være ved.

Det afgørende, mener han, må være den oplevelse af forskelsbehandling, som muslimer og farvede personer har i konkrete situationer. Ikke om der er tale om racisme i ordets strafferetslige betydning.

“Hvis en person er blevet nægtet arbejde på grund af religion og udseende, er det så ikke det, vi skal tale om? Hvorfor vil politikerne ikke tage sig af selve problemstillingen i stedet for at fokusere på ordets definition?,” skriver Harun Dermitas.

Men Pia Kjærsgaard mener, at Harun Dermitas ser spøgelser:

“Argumenterer man for, at nærmest alt kan omtales som racisme, som du også gør i dit indlæg, er man selv med til at udvande et problem og begreb, som vi selvfølgelig skal bekæmpe,” skriver hun.

“Jeg bliver så træt…”

Et eksempel er arbejdsgivere, som fravælger en muslim til jobbet. DFs Marie Krarup mener, at det er rimeligt, at en tandlæge fravælger en muslim til en stilling, fordi tandlægen er bekymret for sikkerheden under ramadan. Pia Kjærsgaard har tilsvarende udtrykt forståelse for, at en muslimsk kvinde med tørklæde kan blive sorteret fra til et job. Men ifølge Harun Dermitas, er det racisme eller diskrimination, når der stilles spørgsmålstegn ved, om en person kan arbejde på grund af sin religion eller udseende.

Pia Kjærsgaard skriver blandt andet:

”Du konkluderer, at fordi man bliver afvist et sted og måske tilfældigt har en særlig religion eller hudfarve, så er det partout racisme. Det kan der jo ligeså vidt være 100 andre gode grunde til. Men det forholder du dig ikke til. Du ser det bare som racisme.

Du henviser ligeledes til Marie Krarup, som har ytret forståelse for, at man som tandlæge bliver fravalgt, fordi man faster under ramadanen og at det i din optik så skulle give alle arbejdsgivere indirekte ret til at fravælge muslimer i alle job.

Jeg håber, at du selv kan læse, at Krarups argumentation er begrundet i praktiske og sikkerhedsmæssige overvejelser, som reelt vil kunne udgøre et problem? Dem kan man så være uenige i. Men at kalde det racisme er for dumt,” skriver Pia Kjærsgaard.

På twitter tilføjer hun:

“Jeg bliver så træt, når alt bliver udlagt som racisme. Tag nu at komme videre og drop offerkortet!”.

“Jeg bliver så træt, når alt bliver udlagt som racisme”

Pia Kjærsgaards indlæg på Altinget kan læses her

Harun Dermitas indlæg på Altinget kan læses her