Grimhøjmosken, som flere Syrienkigere har benyttet, har søgt om udenlandske donationer til udvidelse. Peter Skaarup kritiserer regeringen for at nøle med indgreb overfor udenlandske donationer
“Hele den trafik skal stoppes og forhindres for enhver pris, og regeringen må træde i karakter nu”. Sådan siger Dansk Folkepartis Peter Skaarup til Berlingske, som fredag skrev, at Grimhøjmoskeen, som er en af de mest yderligtgående moskeer i Danmark, søger om penge i Mellemøsten til en større udvidelse af moskeen, der ligger i Gellerup i Aarhus.
I følge Berlingske skal fonden bag moskeen bruge fem-seks millioner kroner til projektet, som går ud på at skabe “et fuldkomment islamisk forkyndelsescenter”. Pengene skal gå til en renovering af den eksisterende moské og til en udvidelse med et undervisningscenter for børn ned til tre års-alderen – de skal lære om arabiske litteratur og sprog, hedder det i en promotionfilm, der kan ses på facebook. Se filmen her. Desuden skal der være et studie “der kan sprede islams ord til Vesten”, og der skal etableres et forretningscenter.
Fundraiser i Kuwait
Formanden for Grimhøjmoskeen, Oussama el-Saadi, fortæller åbent til Berlingske, at der søges efter donationer i Mellemøsten. Der er tilknyttet en fundraiser ved navn Abu Ali Mansour, som kommer fra Kuwait. Han skal “hjælpe vores folk i Vesten med deres udfordringer”, som det hedder.
“Det er en person der har besøgt os nogle gange, og som gerne vil hjælpe os med at få donationer fra udlandet. Hvis personer i Mellemøsten vil give penge, skal de kontakte ham. Han repræsenterer os som fond,” siger Oussama el-Saadi til Berlingske.
Både Oussama el-Saadi og Grimhøjmoskeen er yderst kontroversielle. Oussama el-Saadi har i følge Berlingske flere gange udtalt sin støtte til Islamisk Stat. Han har bl.a. sagt i en DR-dokumentar, at han håber IS vinder og vi en dag får en islamisk stat i verden. Grimhøjmoskeen er ligeledes kendt for bl.a. at have huset 22 personer, som er rejst til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat. Moskeen dyrker den den ekstremistiske, islamiske retning salafismen, som afviser enhver nyfortolkning af islam. I følge terrorforskeren Magnus Ranstorp har næsten alle islamiske terrorister et salafistisk udgangspunkt.
Nørrebro-moske har også fået Kuwait-støtte
At Grimhøjmoskeen kigger mod Kuwait for at få støtte, er ikke tilfældigt. I følge Berlingske fik en anden kontroversiel moské, Taiba-moskeen på Nørrebro, sidste år næsten 600.000 kroner fra netop Kuwait, hhv. 373.883 kroner fra Kuwait Society for Humanitarian Work og 221.145 kroner fra Kuwaits ambassade i Sverige. Taiba-moskeen har ligesom Grimhøjmoskeen haft terrorforbindelser.
Oplysningerne om Grimhøjmoskeen kommer på et tidspunkt, hvor regeringen endnu ikke har fremlagt et længe bebudet lovforslag, der skal stoppe udenlandske donationer til moskéer. Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup mener at regeringen har nølet og kræver nu, at den hurtigst muligt tager affære:
“Hele den trafik skal stoppes og forhindres for enhver pris, og regeringen må træde i karakter nu. Grimhøjmoskeen og Taiba-moskéen er to af de mest radikaliserede moskeer i Danmark, og donationer af den slags er en direkte udfordring mod den danske samfundsorden og den danske stat,« siger Peter Skaarup til Berlingske.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye skriver på Twitter, at regeringen er klar med sit lovforslag, så snart Folketinget åbner igen. At det ikke er sket før, begrundes med coronakrisen:
“Når Folketinget åbner fremsætter @regeringDK lovforslag, der skal dæmme op for udenlandske donationer fra antidemokratiske organisationer. Religionsfrihed er vigtigt. Men det må ikke forveksles med politisk ekstremisme forklædt som religion,” skriver Mattias Tesfaye.