DFs næstformand Morten Messerschmidt satte for to måneder siden brand i en hidsig debat om religion, da han slog til lyd for, at kristendom skal fylde mere i det danske samfund. Vi samler op på debatten med Morten Messerschmidt, som kalder det “nonsens og misforståelser”, at han vil sammenblande politik og religion
Det lyder egentlig ret logisk: Danmark har i tusind år været et kristent land, og det skal kunne mærkes – i folkeskolen, i Danmarks Radio, på teatre, museer og andre kulturinstitutioner.
Men da Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt i slutningen af juli gav et interview til Politiken, hvor han slog til lyd for, at kristendommen og kristen identitet skal fylde mere i det offentlige rum, udløste det massiv kritik og hovedrysten.
Politikere, kirkefolk, kommentatorer, kulturlivet, lederskribenter – overalt slog kritikere korsets tegn og advarede mod ”Messerschmidts kristne oprustning”.
Det var “hyklerisk” og ”et moderne korstog”. Det var en farlig sammenblanding af politik og religion. Det var ukristeligt og diskriminerende.
Og det mindede om Polen og Ungarn – eller en “maoistisk kulturrevolution”, som den radikale Jens Rohde skrev i et langt indlæg i Ræson.
Flere bakkede dog også op. Sognepræsten Marie Høgh skrev i Jyllands-Posten, at kritikerne afslørede deres ”åndsforladthed og dannelseshul”, og at de ”bevidst misforstod Messerschmidt”. Og den konservative kritiker Ali Aminali skrev, at “Messerschmidt har ret, når han siger, at ungdommen mangler dannelse”.
Og Morten Messerschmidt havde danskerne med sig. En meningsmåling i Kristeligt Dagblad har vist, at 54 procent er helt eller delvist enige i synspunktet “Danmark er kristent – og det skal kunne mærkes”. Og 49 procent er enige i, at salmesang skal være en selvfølge i folkeskolen.
Interviewet i Politiken
Nogle uger senere morer Morten Messerschmidt sig over de forventede kritiske reaktioner. Hans ’bedste fjende’ Jens Rohde ”må have slået alle mulige krøller på sin egen integritet for at kunne skrive sådan noget nonsens”, som han siger om sammenligningen med Polen og Ungarn.
”For der er en afgrundsdyb forskel på dansk lutheransk kristendom og polsk og ungarsk katolicisme. Det er to helt forskellige verdener og forskellige måder at anskue tilværelsen på,” siger Morten Messerschmidt.
“der er en afgrundsdyb forskel på dansk lutheransk kristendom og polsk og ungarsk katolicisme”
Og en farlig sammenblanding af politik og religion? Overhovedet ikke. Det er nemlig slet ikke det, han har slået til lyd for, siger Messerschmidt, da vi ser tilbage på debatten.
En debat, der startede med et interview med Politikens politiske redaktør Anders Bækgaard:
”Vi havde talt sammen i et stykke tid om, hvordan jeg de sidste 8-10 år er vendt tilbage til kirken og troen, og at det fylder en stor rolle i mit liv. Jeg har også igennem længere tid gået og tænkt over det her med dannelsestabet, dansk identitet og dansk kultur. Derfor blev det en snak, som i virkeligheden gik i flere retninger,” fortæller Morten Messerschmidt om interviewet, som blev gennemført i hans gamle barndomskirke i Oppe Sundby ved Frederikssund, hvor Morten var kirkesanger som ung mand.
”Danmark er kristent – og det skal kunne mærkes”
I interviewet siger han de famøse ord om at ”Danmark er kristent – og det skal kunne mærkes”. Og han udpeger flygtningepolitik, udviklingspolitik og undervisningspolitik som områder, hvor man bør justere den førte politik i Danmark ud fra et kristent sigte.
”Vi skal sige det fuldstændig åbenlyst, at Danmark som et kristent land skal prioritere og hjælpe forfulgte kristne mere end alle mulige andre, herunder muslimer,” siger han.
Han understreger, at han går ind for religionsfrihed, men mener, at kristendommen skal fylde en større del i folkeskoleundervisningen og gerne på bekostning af andre religioner.
”Det skal være obligat, at man kender Det Nye Testamente og den kristne katekismus. Man skal selvfølgelig synge de danske salmer i folkeskolen og ikke reservere det til konfirmationsforberedelsen,” lyder det i interviewet.
“Det skal være obligat, at man kender Det Nye Testamente og den kristne katekismus”
Og nej, det er ikke at blande politik og religion sammen, siger Morten Messerschmidt:
”Jeg siger ikke noget om, at danskerne skal være eller mindre kristne. Det er jo et helt privat anliggende, hvad man tror og hvorfor man gør det. Det vil jeg slet ikke blande mig i. Men jeg mener, at der er brug for at styrke bevidstheden om kristendommen som en meget stærk ingrediens i dansk kultur. Ikke mindst når man befinder sig i kulturmødet med det fremmede. Mange udlændinge, der kommer til Danmark, har en stærk bevidsthed om, hvad de tror på og hvad de er rundet af. Men mange danskere, især unge, er tøvende overfor, hvem de egentlig er. Hvad det er for en arv, de er sat til at forvalte. For i folkeskolen læser de ikke nævneværdigt om dansk historie, dansk litteratur og dansk kristendom,” siger Morten Messerschmidt.
Han uddyber:
”Jeg kan jo se det, når jeg har besøgsgrupper fra skoler og gymnasier i Folketinget. Eleverne er vildt godt inde i klimaforandringer, FNs menneskerettigheder, verdensmål og så videre. Men hvis jeg beder dem pege på de største byer på Danmarkskortet eller nævne en salme af Grundtvig eller Ingemann, er de helt blanke. Og det er et problem. For det betyder, at i en stadig mere forvitret verden, kender de ikke deres rod i tilværelsen”.
“Helt vild misforståelse”
Morten Messerschmidt kalder det ”helt vildt” at mene, at han blander politik og religion, fordi han vil lade kristendommen fylde mere i undervisningen og mener, at vi primært skal hjælpe kristne flygtninge:
”Det er virkelig vildt, at begrebet kan blive så misbrugt og misforstået. Når man taler om ikke at sammenblande religion og politik, handler det om, at et politisk argument ikke skal have nogen gyldighed, fordi det har en eller anden religiøs basis. At man f.eks. ikke skal rende rundt og sige, at ’fordi Paulus siger, at kvinder skal tie i forsamlinger, skal vi have en forbud mod at kvinder taler i forsamlinger’. Dét er at sammenblande politik og religion. Men at mene, at troen og den kristne kulturarv skal fylde mere i det offentlige rum og være en større del af pensumlisten. Det har intet med den sammenblanding at gøre”.
Kristelig Folkepartis formand Isabella Arendt mener, at det er diskrimination og ukristeligt at ville fokusere på kristne flygtninge?
”Så Kristeligt Folkeparti interesserer sig ikke for forfulgte kristne? Det er der sikkert en del af deres vælgere i Vestjylland, der gerne vil vide. Jeg synes det er underligt, at man ikke må se sig som en del af et kristent fællesskab. Nu har vi de seneste måneder hørt, hvor vigtigt det er at lave hjælpepakker til Sydeuropa, for dem har vi et økonomisk fællesskab med. Så påpeger jeg, at der er nogle forfulgte kristne ude i verden, som vi har et åndeligt fællesskab med, og dem må vi så ikke hjælpe? Det giver jo ingen mening. Selvfølgelig har vi da mere til fælles med en koptisk kristen familie i Egypten end en formørket mullah. Jeg tror de fleste forfulgte kristne ville have noget lettere ved at falde til i Danmark, end hovedparten af de muslimer, der er kommet hertil”.
“Selvfølgelig har vi da mere til fælles med en koptisk kristen familie i Egypten end en formørket mullah”
Alt er på naturvidenskabens præmisser
Til interviewet i Politiken blev Morten Messerschmidt fotograferet inde i sin barndomskirke. Lidt imod sin vilje, for det kunne nemt komme til at virke anmassende, siger han. Det personlige trosforhold er jo en meget privat ting. Men omvendt er der brug for at kunne tale mere dogmefrit om kristendom. For vi lever i en tid, hvor man betragtes som lidt underlig eller uoplyst, hvis man står ved sin tro:
”Vi lever i et samfund som er meget på naturvidenskabernes præmisser. Med mindre man tror på et eller andet new age-agtigt – energier i universet eller lignende – eller man er muslim, så er man jo nærmest underlig. Man skal helst slå syv kors for sig, efter at man har sagt, at Darwin har ret. Men altså … jeg tror stadig vi kun render rundt og kratter det øverste lag af skaberværket. Jeg tror ikke vi er kommet så langt i forståelsen endnu. Det er ikke lige før vi kan sige ’nåh, det er sådan Gud har skabt livet’. Men det er enormt svært at tale om, for alt er i dag på videnskabens og det faktuelles præmisser. Når Danmarks Radio, vores store kulturformidler, bringer programmer om kristendom, så skal vi helst have en forklaring med om, at eksempelvis de 10 plager i Egypten nok skyldes naturfænomener osv. At det nok var et vejrfænomen, der fik Det Røde Hav til at dele sig. Det hele skal være på naturvidenskabens præmisser. Ikke at der ikke skal forskes. Selvfølgelig skal der det – af hensyn til oplysningen. Men man må gerne efterlade en lille smule eventyr, mystik og magi i menneskelivet. Alt skal ikke dechifreres ned til sidste decimalbrøk”.
“Med mindre man tror på et eller andet new age-agtigt – energier i universet eller lignende – eller man er muslim, så er man jo nærmest underlig”
Kend dine rødder
Troende eller ej. Kristendommen har spillet en afgørende rolle for Danmark, og det skal vi vide:
”Det er hele grundtonen under vores samfund. Frisindet, retsstaten osv. Der er rigtig mange ting i det danske samfund, som ikke havde været det samme, uden kristendommen. Og det skal vi være bevidste om. Som Johannes V. Jensen siger (i ”Hvor smiler fager den danske kyst”, red.):
Vil selv du fatte
Dit væsens rod,
Skøn på de skatte,
De efterlod!
Altså: Hvis man vil forstå sig selv, så er man nødt til at forstå det man er blevet givet i arv”.
Hvordan vil I gøre det med konkret politik?
”Dels med nogle helt jordnære ting, såsom at lade danske salmer og sange fylde mere i folkeskolen. Men også generelt ved at forsøge at påvirke det, der undervises i. Det er f.eks. mit klare indtryk, at det skønlitteratur, der mest læses i dansk, alt sammen er noget med det moderne gennembrud. Det vil sige, at det handler om at bryde samfundets autoriteter ned. Familien, kirken, forældrene, fædrelandet og historien. Jeg kunne godt tænke mig at vide, i hvor mange folkeskoler, man læser Jacob Knudsen, Martin A. Hansen og Kaj Munk. God, opbyggelig, national forankret litteratur. Det er nogle af vores største forfattere. Der er bare ikke nogen der læser dem i skolen, for de har travlt med at læse Klaus Rifbjerg, Michael Strunge, Suzanne Brøgger osv. Litteratur, som ikke giver nogen som helst forankring i tilværelsen,” siger Morten Messerschmidt, som har bestilt pensumlister for folkeskolen, fordi han vil vide, hvad der er undervises i.
“Jeg kunne godt tænke mig at vide, i hvor mange folkeskoler, man læser Jacob Knudsen, Martin A. Hansen og Kaj Munk. God, opbyggelig, national forankret litteratur”
Når du har gennemgået pensumlisterne, hvad tænker du så, at der skal gøres?
”Så kunne vi godt finde på at foreslå en eller anden form for opgør med metodefriheden. Det kan simpelthen ikke være rigtigt at…”.
Armslængde er udemokratisk
Morten Messerschmidt holder inde, og nævner så sit eget barndomshjem, hvor der stod bøger af populærforfattere som Wilbur Smith, Nevil Shute osv.
”Jeg havde ingen ide om litteraturhistorie. Hvis man kommer fra sådan et bogligt svagt hjem, så er man jo fuldstændig påvirket af det, man lærer i skolen. Og når man så kun læser brandesiansk litteratur (litteraten Georg Brandes (1842-1927), der regnes som teoretikeren bag Det Moderne Gennembrud, red.), hvor det hele handler om, at kvinden er undertrykt, kongen er en brutal bøddel og præsterne er nogle mørkemænd, der tæver bønderne, der sidder rædselsslagne på kirkebænkene. Hvis man kun læser sådan noget litteratur, så får man en fuldstændig skæv opfattelse af hvad danmarkshistorien er. Og hvis lærerne kun underviser i sådan noget, fordi de har frihed til det, så må vi da tage et opgør med det. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at hvis der er et flertal på Christiansborg som gerne vil have mere… altså – for eksempel – nationalkonservativ litteratur i folkeskolen, og så sidder der nogle lærere, hvoraf 85 procent stemmer til venstre for de radikale, og siger at det vil de ikke. Det er der da et fundamentalt, demokratisk problem i,” siger Morten Messerschmidt.
Men hvad kan Folketinget blande sig i?
”Grundloven sætter ingen rammer. Så det er bare et spørgsmål om et opgør med traditionerne. Jeg har en tiltagende og voksende mistro til det begreb, man kalder armslængde. Jeg synes mere og mere armslængde handler om, at kulturradikale typer kan få lov til at bestemme i strid med ønskerne hos et folketingsflertal”.
Der skal lyttes til flertallet
Kritikken af armslængden gælder også museer og – selvfølgelig – Danmarks Radio. Når der f.eks. bruges 100 millioner kroner på en tv-serie om 1864, er det efter Messerschmidts opfattelse helt forkert, at DR kan bruge et armslængdeprincip til at lave en fortolkning, der er i strid med opfattelsen hos et flertal i Folketinget.
”Når man vil tage de der store opgør med Danmarkshistorien, så bør man da på en eller anden måde sikre sig at der er folketingsflertal for det. Når et museum vil skrive historien om, fordi der er en lille gruppe, der føler sig krænket, hvordan har de så fået retten til det? Det kan de da ikke. Det er vores fælles historie vi taler om. Det kan da ikke være rigtigt, at man kan have mere magt end en minister, fordi der er et eller andet, der hedder armslængde. Det bliver vi nødt til at gøre noget ved,” siger Morten Messerschmidt.
