I disse dage er det 20 året for det såkaldte systemskifte, hvor Anders Fogh Rasmussen blev statsminister og Dansk Folkeparti blev afgørende støtteparti for en ny VK-regering. Det førte til en markant opstramning af udlændingepolitikken, og DFs daværende leder Pia Kjærsgaard er ikke i tvivl: ”Vi gjorde hele forskellen”
Det er et jubilæum, der er gået helt under radaren, men i disse dage er det 20 år siden, at Dansk Folkeparti var med til at vende op og ned på dansk politik.
Den 20. november 2001 gik danskerne til stemmeurnerne, og de sammensatte et nyt Folketing, som banede vejen for det, Søren Krarup har kaldt “systemskiftet”.
Venstre gik frem med 14 mandater til 56 og var for første gang i 81 år større end Socialdemokratiet, der tabte 11 mandater. Dansk Folkeparti gik fra 13 til 22 mandater, og Det Konservative Folkeparti bevarede sine 16 mandater. For første gang siden 1926 var der rent borgerligt flertal udenom midterpartierne.
Venstre og Det Konservative Folkeparti kunne danne regering med Venstre-formand Anders Fogh Rasmussen som statsminister, og Dansk Folkeparti var pludselig det afgørende støtteparti, som fik markant indflydelse på bl.a. udlændingepolitikken.
Bare to år tidligere havde daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen udråbt DF til nærmest at være uværdige til Folketinget. Det skete under åbningsdebatten i oktober 1999. Her fik et forslag fra DFs formand Pia Kjærsgaard om hjemsendelser af familier med kriminelle udlændinge, Nyrup Rasmussen til fra talerstolen at fremsige de berygtede ord:
“Uanset, hvor mange anstrengelser, man gør sig – set med mine øjne – stuerene, det bliver I aldrig!”.
Men nu var Poul Nyrup Rasmussen fortid som statsminister, og DF var ikke bare blevet stuerene. DF var landets næststørste borgerlige parti og med formand Pia Kjærsgaard blev der indledt et tæt samarbejde med Anders Fogh Rasmussen. Et samarbejde, som betød, at der er blev gjort op med den meget lempelige udlændingelov fra 1983, der havde ført til massiv indvandring gennem 1980erne og 1990erne.
Men der blev også sat andre markante DF-aftryk. Ældrechecken og aftaler om etablering af nye hospices, er nogle af de andre resultater, som DF fik igennem i årene under Fogh.
Stolede på hinanden
”Det var et samarbejde, som byggede rigtig meget på tillid, som er et utroligt vigtigt ord i politik. Anders Fogh og jeg stolede meget på hinanden. Vi kunne godt lide hinanden, og hvis der var et eller andet, hvor jeg tænkte ’nej, det kan vi simpelthen ikke være med til, det går bare ikke’, eller ’det her kører helt skævt’, så kunne jeg bare sige det til ham. Ofte bare ved at ringe. Så sagde han: ’Jeg hører hvad du siger’, og så vidste jeg, at tingene gik i orden. Det var ikke fordi jeg var urimelig. Men hvis f.eks. DFs ordfører var blevet kørt over af en minister i en forhandling, så tog jeg fat i chefen, og så blev der gjort noget,” fortæller Pia Kjærsgaard, da vi mødes til en snak om 20-året for ’systemskiftet’.’
“Hvis f.eks. DF’s ordfører var blevet kørt over af en minister i en forhandling, så tog jeg fat i chefen, og så blev der gjort noget”
At samarbejdet blev så godt, var ikke resultatet af en masse forberedende drøftelser mellem Venstre og Dansk Folkeparti. De to partier havde slet ikke talt om et samarbejde inden valget, og Pia Kjærsgaard siger i dag, at hun er overbevist om, at Anders Fogh Rasmussen helt frem til valget satsede på at kunne danne en regering med støtte fra Det Radikale Venstre. Det var først på valgaftenen, at Fogh rakte ud til DF.
Venstre skiftede kurs
Og dog. Under valgkampen foretog Venstre et kursskifte, der vakte opsigt. Venstre indrykkede en annonce med et billede af en gruppe unge palæstinensere, der var fotograferet på vej ud fra retten i Århus. Gruppen havde fået milde domme for en massevoldtægt af en 14-årig pige, og på billedet så man bl.a. en tørklædeklædt søster til en af dømte, der rakte en fuckfinger ud mod fotograferne. Overskriften til Venstres annonce lød: “Tid til forandring”. Underforstået: Nu skal der skal strammes op. Nyrups udlændingepolitik var for slap.
”Jeg kan huske, at jeg mødte en journalist på Christiansborg en aften under valgkampen. Han viste mig Venstres annonce, som ville blive bragt næste dag, og jeg tænkte: ’Okay, nu har Venstre fattet, at de skal markere sig på en stram udlændingepolitik”.
“Jeg tænkte: ’Okay, nu har Venstre fattet, at de skal markere sig på en stram udlændingepolitik”
Tror du, at den annonce var inspireret af Dansk Folkeparti?
”Ja, det er jeg slet ikke i tvivl om. På det tidspunkt tror jeg i virkeligheden ikke, at Venstre var særligt optaget af udlændingepolitik. De kunne bare se nødvendigheden af det, når de så vores valgkamp. De må også have hørt ude på vælgermøderne, at det var et ekstremt vigtigt emne for mange vælgere”.
Der blev ikke lavet noget omfattende regeringsgrundlag. Pia Kjærsgaard husker, hvordan hun, Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup blev kaldt over til en snak med Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen, som på det tidspunkt var Venstres meget indflydelsesrige partisekretær. Her blev de præsenteret for nogle overskrifter på et kommende regeringsgrundlag.
”De havde lavet sådan en liste med nogle oneliners, og så sagde vi ja og nej. Det var meget enkelt formuleret. Det endelig regeringsgrundlag fik vi – som jeg husker det – bragt op til Fredensborg Store Kro, hvor den nye folketingsgruppe var samlet til spisning. Vi kiggede på det, og jeg tror bare vi sagde ’Okay, vi tager den derfra’”.
Udlændingeforhandlinger var tæt på at ende i slagsmål
Det blev ikke uden sværdslag. Allerede i februar 2002 indgik regeringen og Dansk Folkeparti den første store aftale om udlændingepolitikken. Her blev de facto-flygtningebegrebet afskaffet, der blev strammet markant op på familiesammenføringsreglerne og grænsen for at kunne få permanent ophold blev hævet fra tre til syv år. Aftalen blev vedtaget i Folketinget i juni 2002, stemt igennem af Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti. Men inden det nåede dertil, var det tæt på et slagsmål i Udlændinge- og integrationsministeriet.
”Det var Jesper Langballe, Søren Krarup og Peter Skaarup, der forhandlede med integrationsminister Bertel Haarder. Jeg var til en filmpremiere med en veninde, men jeg havde sagt til Peter, at han løbende skulle holde mig orienteret. Så ringede han midt under forestillingen og fortalte, hvordan det gik, og jeg synes det lød godt alt sammen, og så siger han pludselig: ’Lige et øjeblik’. Jeg hører ham sige ’Ja?’, og så siger han til mig: ’Jeg må hellere gå ind igen, ministersekretæren har lige været ude og sige at de er ved at komme op og slås,” fortæller Pia Kjærsgaard.
En ophidset diskussion mellem Jesper Langballe og Bertel Haarder havde ført til, at Haarder havde knaldet papirerne ned i bordet og råbt: ”Og du kalder dig kristen!!”.
“Haarder havde knaldet papirerne ned i bordet og råbt: ”Og du kalder dig kristen!!””
”Bølgerne var gået højt. Hold op det har været muntert,” griner Pia Kjærsgaard om aftalen, som var et markant skifte i udlændingepolitikken.
”Det var systemskiftet. Endelig blev der gjort noget. Jeg kan huske, at jeg brugte udtrykket: ”Nu vender vi kajakken,” fortæller hun.
Den første store udlændingeaftale mellem VK-regeringen og Dansk Folkeparti:
Der blev også aftalt nye retningslinjer for indfødsret:
Tæt og fortroligt
De ophidsede forhandlinger i integrationsministeriet var et særsyn. Generelt var stemningen god mellem DF og de centrale ministre.
”Det hele byggede på et utrolig godt samarbejde, hvor vi gav hinanden plads og havde stor tillid til hinanden. Der var en utrolig god stemning mellem Anders Fogh, Thor Pedersen, Claus Hjort Frederiksen, Kristian (Thulesen Dahl, red.), Peter (Skaarup, red.) og mig. Vi mødtes jævnligt og talte om tingene, og der var også plads til at man kunne tale privat og f.eks. lige spørge til hvordan det gik med børnene. Det var gode tider, det var det,” siger Pia Kjærsgaard.
Hun havde ikke haft meget med Anders Fogh Rasmussen at gøre inden valget i 2001, og Venstre-lederen havde ry for at være svær at komme ind på livet af. Men de to fik hurtigt et fortroligt forhold.
”Jeg husker meget tydeligt, hvordan han en dag sad med tårer i øjnene og fortalte, at han skulle have sit første barnebarn, og dér tænkte jeg: ’Nu har jeg ham’, forstået som at ’nu er jeg trængt ind til mennesket Anders Fogh’. Han var nok i starten lidt skræmt af min meget direkte facon, men han fandt jo ud af, at jeg aldrig havde en skjult dagsorden, og det han satte pris på,” siger Pia Kjærsgaard.
“Han fandt jo ud af, at jeg aldrig havde en skjult dagsorden”
Holdt tæt med forhandlinger
Hun savner det tætte og tillidsfulde samarbejde i VOK-tiden og siger med beklagelse, at den tid aldrig kommer igen:
”I dag er der meget mere mistillid mellem partierne, og der er også den her forbandede (Pia Kjærsgaard løfter sin mobiltelefon, der ligger på bordet) med til forhandlingerne. Den betyder, at folk begynder at sms’e til journalisterne midt under møderne. Dengang holdt vi fuldstændig tæt. Vi regnede med, at hvis vi lavede en aftale, skulle den gøres færdig, inden man gik ud til pressen. Der var ingen, der røbede detaljer eller fortalte om problemer undervejs,” siger Pia Kjærsgaard.
Men ville Venstre ikke have ført en stram udlændingepolitikken, selv om DF ikke havde været støtteparti? Pia Kjærsgaard er ikke i tvivl:
”Vi gjorde hele forskellen”.
