Rumænere, der skulle aflive mink, tog coronasmitte med til Danmark

0
5135
Lise Bech er bl.a. landbrugs- og fødevareordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Steen Brogaard

Svar fra fødevareminister Mogens Jensen (S) til DFs Lise Bech viser, at to rumænske løsarbejdere, der er hyret til at aflive mink, var coronasmittede, da de kom til Danmark i sidste uge

De kom til Danmark for at bekæmpe spredning af coronavirus ved at aflive mink. Men nu viser det sig, at to rumænske løsarbejdere, som i sidste uge ankom til at Danmark for at deltage i masseaflivningen af mink på jyske minkfarme, var smittet med coronavirus ved ankomsten til Danmark.

Det fremgår af et svar fra fødevareminister Mogens Jensen (S) til Dansk Folkepartis landbrugsordfører Lise Bech:

“Fødevarestyrelsen har talt med det vikarbureau, som styrelsen anvender til denne opgave. Vikarbureauet har i alt haft otte smittede, der isoleres på et hotel i Jammerbugt Kommune. Af disse er to ankommet til Danmark den 22. oktober 2020 og konstateret smittet ved ankomsten. Tre af de otte personer har tidligere været smittet, men er nu fritestet og er tilbage i arbejde. En enkelt person er derudover i karantæne på samme hotel, da denne person er nærkontakt til en smittet,” skriver fødevareministeren i sit svar.

Hele ministerens svar til Lise Bech kan læses her

Lise Bech: Sløseri

Lise Bech har også spurgt ministeren, om Fødevarestyrelsen kan afvise, at de udenlandske arbejdere kan have været årsag til smittespredning på danske minkfarme. Hertil svarer ministeren, at “alle medarbejdere fra Fødevarestyrelsen, der besøger minkfarme, løbende lader sig teste”. Men det svar beroliger ikke Lise Bech. Til Effektivt Landbrug siger hun:

“Under en teknisk gennemgang inden efterårsferien spurgte jeg veterinærdirektøren, hvor ofte de (medarbejderne i Fødevarestyrelsen, red.) blev testet, og hun sagde, at det skete en gang om ugen. Så de vil sagtens have kunnet gå fra farm til farm på en uge. Hvorfor skriver de ikke det, som hun har sagt til mig? Jeg synes, det er meget kritisabelt, og jeg synes også, det er kritisabelt, at man ansætter folk udefra uden at teste dem, inden de går i gang med deres arbejde. Det er noget sløseri,” siger DF-politikeren til Effektivt Landbrug.

“Man ansætter folk udefra uden at teste dem, inden de går i gang med deres arbejde. Det er noget sløseri”

Lise Bech (DF) til Effektivt Landbrug

Lise Bech ser meget kritisk på regeringens beslutning om masseaflivning af mink. Hun finder det urimeligt, at minkfarme, hvor der konstateres smitte, kun kompenseres med 20 procent af driftstabet, når besætningen aflives. Hun savner desuden at se fagligt belæg for den 7,8 km zone, som myndighederne opererer med.

Indkalder til forespørgsel

Lise Bech har sammen med Erling Bonnesen (V) og Henrik Dahl (LA) indkaldt fødevareminister Mogens Jensen til en forespørgsel i Folketinget på fredag den 30. oktober om masseaflivningen. Forespørgslen har følgende tema:

“Vil ministeren redegøre for beslutningen om aflivningen af danske mink, herunder hvilket fagligt belæg regeringen bygger sine beslutninger på, samt for, hvordan regeringen vil sikre, at en hel branche ikke lukkes på baggrund af regeringens indgreb med dertilhørende tab af danske arbejdspladser?”.