Ny Muhammed-krise: Vrede muslimer tordner mod Frankrig

0
3877
Vrede muslimer tordner mod Frankrig under en demonstration i Bangladesh' hovedstad Dhaka. Foto: Munir UZ ZAMAN / AFP

Frankrig bliver ramt af islamisternes vrede over landets insisteren på ytringsfrihed. Og denne gang kommer vreden fra højeste sted

Dagens billeder fra Bangladesh minder om vreden efter de oprindelige Muhammed tegninger. Titusinder på gaden i hovedstaden Dhaka med uforsonlige ord – som om deres følelse af krænkelse var uendeligt vigtigere end det mord på en fransk lærer, der startede den nye Muhammed-krise. Den ubøjelige holdning hos den franske præsident Emmanuel Macron og hele det franske lederskab udløste stor vrede på den anden side af jorden, hvor man krævede Frankrig straffet – herunder med en fælles boykot.

Det er ikke udsigten til en boykot mod Frankrig, der må bekymre Paris. For det fattige asiatiske land importerer for mindre end to milliarder om året fra Frankrig – eller mindre end en halv promille af den franske eksport. Derimod må udsigten til mere vold mod franskmænd og franske institutioner veje tungt.

For de titusinder vrede bengalere nøjedes ikke at skrige deres vrede ud mod Frankrig. De ønskede at smide den franske ambassadør ud og sætte kursen mod landets ambassade. Denne gang blev de stoppet af landets politi.

Muslimer afbrænder franske flag med billeder af den franske præsident Macron i Karachi i Pakistan. Foto: Asif HASSAN / AFP

Vrede fra højeste sted

Franske medier fremhæver, at vreden ude på gaderne denne gang matches af fordømmelse fra højeste sted. Saudi-Arabien, der både er Vestens vigtigste allierede i Mellemøsten og hjemsted for islams to helligste byer, har denne gang fordømt brugen af tegningerne i skarpe vendinger. Landets regering har dog undladt at opfordre til hævnaktioner imod Vesten og Frankrig.

Andre muslimske lande holder sig ikke tilbage med at opfordre til reaktioner og dermed vold. Særligt den tyrkiske leder Tayyip Erdogan har fået megen omtale af sin tilsvining af franskmændene og især deres præsident. Macron er gal og skal i behandling, har den tyrkiske stærke mand sagt.

Det er markant, at de tyrkiske medier ganske ukritisk viderebringer hans udtalelser som om de var sande og værdige for en statsleder. Avisen Sabah ser hele striden om ytringsfrihed og sikkerhed i skoler som noget vås – det handler i stedet om islamofobi. Og avisen minder om at Frankrig eksporter for mere end 750 milliarder til muslimske lande.

Kilder: Sabah, Bdnews24, Le Monde, Le Soir, Reuters

Medlemmer af et islamisk parti demonstrerer i Bangladesh. Foto: Munir UZ ZAMAN / AFP