DF om nye Danske Bank-afsløringer: “Det er jo helt vanvittigt”

0
1406
PR-foto: Danske Bank

Danske Banks politik over for sårbare kunder provokerer Dansk Folkepartis erhvervsordfører Hans Kristian Skibby

Sagerne om Danske Bank bliver ved. Den nyeste tilføjelse til bunken er, at banken gennem længere tid har instrueret sine medarbejdere til at tage overpris for kunder, der gjorde brug af Danske Banks egen ejendomsmægler, Home. Det skriver Berlingske.

Størstedelen af de berørte kunder har tilhørt bankens inkassoafdeling, og det gør Dansk Folkepartis erhvervsordfører Hans Kristian Skibby vred:

”Jeg bliver dybt provokeret af, at en af landets største banker har en så skånselsløs politik over for deres egne kunder, ” siger han til Berlingske.

”Vi taler om nogle af de mest sårbare kunder”.

Hans Kristian Skibby, erhvervs- og transportordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Steen Brogaard

Vanvittig politik

Det er særligt afsløringerne af, at det har været de sårbare kunder, bankens politik har ramt, som Hans Kristian Skibby bider fast i.

Kunderne har ifølge Berlingske skyldt så mange penge væk, at de har haft minus på bundlinjen selv efter et boligsalg.

”Alligevel instruerer banken sine medarbejdere i, at der endelig ikke må komme lavere salærer hos bankens egen mægler, selv om kunderne kan ende med større gæld. Det er jo helt vanvittigt,” siger Hans Kristian Skibby.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) vil nu have Finanstilsynet til at kigge nærmere på sagen.