Rød blok blev væk fra debatten, da Støjberg skulle stilles for rigsretten

0
3345
Der er gabende tomt i rød bloks side af salen under den afsluttende debat om rigsretstiltalen mod Inger Støjberg. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Politikere fra venstrefløjen og Socialdemokratiet blev demonstrativt væk fra tirsdagens folketingsdebat før afstemningen om rigsretstiltalen mod Inger Støjberg. “Skammeligt,” mener Pia Kjærsgaard

De vil sende Inger Støjberg for en rigsret, men venstrefløjen og Socialdemokratiet valgte alligevel at blive væk fra debatten, der gik forud for tirsdagens afstemning i Folketinget om rigsretstiltalen.

Mange af blå bloks politikere var mødt frem, herunder mange af DFs folketingsmedlemmer. Men i rød bloks side af salen sad kun retsordførerne fra Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten. De øvrige stole stod tomme, bortset fra Sikandar Siddique fra det nye venstrefløjsparti Frie Grønne.

Dansk Folkepartis værdiordfører Pia Kjærsgaard finder det pinligt at så få repræsentanter for venstrefløjen møder frem på en dag, hvor de sender et folketingsmedlem for en rigsret.

“Den fløj, som i den grad har ført an i kampen for at få Inger Støjberg for en rigsret, bliver væk. Det er skammeligt,” sagde hun under dagens debat i Folketingssalen.

BTs politiske redaktør Henrik Qvortrup har også bemærket de mange tomme sæder.

“Historisk møde i Folketinget om Rigsret. Men påfaldende få repræsentanter for
@Spolitik (Socialdemokratiet) – faktisk kun to ud af 50 medlemmer,” skriver han på Twitter.

SFs formand Pia Olsen Dyhr begrunder sit fravær med coronahensyn:

“Du er klar over at der er en corona pandemi ikk?? Jeg følger med via TV. Det ved jeg at flere gør,” skriver hun til Henrik Qvortrup på Twitter.