Jeg har ikke gjort noget ulovligt, og jeg gjorde det eneste rigtige, sagde Inger Støjberg, inden et stort flertal i Folketinget tirsdag stemte for at stille hende for rigsretten
Så er det en kendsgerning: Et stort flertal i Folketinget har stemt ja til, at fhv. udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) skal stilles for en rigsret.
139 stemte for, mens 30 medlemmer stemte imod, da beslutningsforslag nr. B134 “Om rigsretstiltale mod forhenværende minister Inger Støjberg” blev vedtaget.
Inden folketingsmedlemmerne stemte om rigsretssagen, der er den bare anden rigsretssag i Danmark i over 100 år, var Inger Støjberg selv på talerstolen i Folketinget. Her holdt hun en skarp tale, hvor hun kaldte beslutningen den “ultimative mistillidserklæring”, også fra hendes eget parti:
”Det bliver den ultimative mistillidserklæring. Ikke kun til mig, men også til den politik, som jeg står tiltalt for. Socialdemokratiet, Venstre, Konservative Folkeparti ledsager det så med en bemærkning om, at jeg gjorde det politisk rigtige. Det klinger ærligt talt hult. Man anklager ikke nogen, hvis man mener de gjorde det rigtige. Det vidner om en ting: ingen rygrad,” sagde Inger Støjberg – med direkte reference til Venstres folketingsgruppe, hvor 32 af 41 medlemmer stemmer for rigsretstiltalen. Heriblandt Venstres formand, Jacob Ellemann-Jensen.
“Det klinger ærligt talt hult. Man anklager ikke nogen, hvis man mener de gjorde det rigtige”
Inger Støjberg fra Folketingets talerstol
Inger Støjberg afviser, at hun gjorde noget ulovlig, da hun som udlændinge- og integrationsminister i februar 2016 besluttede, at asylpar skulle adskilles, hvis den ene part var under 18 år.
I en pressemeddelelse udsendt den 10. februar 2016 stod der ganske vist, at alle asylpar ville blive adskilt, hvilket var i strid med internationale konventioner, fordi sager skal bedømmes individuelt. Men Inger Støjberg har i Instrukskommissionen forklaret, at det var fastslået på et møde dagen forinden, at der kunne ske en individuel vurdering. Det fremgår af et internt ministernotat fra den 9. februar 2016.
Inger Støjberg har erkendt, at der er begået fejl i sagen. Men hun afviser, at hun har overtrådt loven:
”Jeg står ved at der i barnebrudssagen er begået fejl. Men i modsætning til alle jer, der om lidt trykker på den grønne knap, så var jeg i lokalet, jeg ved hvad jeg har sagt og gjort, og jeg ved at jeg ikke beordrede nogen til at gøre noget ulovligt,” sagde Inger Støjberg.
Hun fastslog i sin tale, at hun ”gjorde det eneste rigtige politisk og menneskeligt” ved at gribe ind mod barnebrude. En beslutning, der var bred politisk opbakning til:
”Jeg får stadig kvalme, når jeg tænker på det par med en 17-årig pige med en 29-årig mand. Hun blev gjort gravid første gang som 12-årig, fødte som 13-årig og det næste barn kom 10 måneder efter. I Danmark er den slags strafbart, og der er ikke et eneste menneske i den her folketingssal, der skal bilde mig ind, at det skete frivilligt,” sagde Inger Støjberg, der takkede de 29 folketingsmedlemmer fra Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Venstre (9) og løsgængeren. Fhv. statsminister Lars Løkke Rasmussen, der stemte imod rigsretstiltalen:
”Jeres opbakning betyder alverden for mig,” lød det fra Inger Støjberg.