DF vil hæve lønnen til fængselbetjente

0
1178
DFs gruppeformand og retsordfører Peter Skaarup. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Justitsminister Nick Hækkerup (S) erkender, at der er store udfordringer i Kriminalforsorgen, men han vil ikke komme med bud på løsninger. DF foreslår, at elevlønnen til fængselsbetjente genindføres

Kriminalforsorgen kæmper med at holde tidligere indsatte ude af fængslerne. Ifølge Avisen Danmark begår hele to ud af tre indsatte kriminalitet inden for de første to år, efter de har forladt fængslerne.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) erkender, at det ikke er godt nok. Han mener, at det blandt andet skyldes problemer med resocialiseringsindsatsen og personalemangel, men han vil ikke komme nærmere ind på, hvordan han planlægger at løse udfordringerne. Det vil han i stedet gemme til forhandlingslokalet, siger han til Avisen Danmark.

Et af de partier, der dog gerne vil snakke løsninger, er Dansk Folkeparti. Ifølge gruppeformand og retsordfører Peter Skaarup, er DF klar på at genindføre elevlønnen på uddannelsen til fængselsbetjent. Han foreslår også, at lønnen til fængselsbetjente generelt bliver hævet.

”Nogle af dem, som vi gerne vil have fat i, er familiefædre. Vi har behov for at kunne rekruttere nogen der er lidt oppe i alderen og har noget erfaring. Men det er svært at få dem lokket ind i faget. Det kræver en gulerod, og den er der ikke lige nu, ” siger Peter Skaarup til Avisen Danmark.

Sidde tiden ud

Ifølge Avisen Danmark er Socialistisk Folkeparti også med på idéen om at genindføre elevlønnen, men partiet foreslår også at skabe bedre muligheder for prøveløsladelse med mere uddannelse og behandling. Det skal forhindre de indsatte i at ende i kriminalitet, når de løslades.

Det er Dansk Folkeparti dog ikke enig i. Ifølge Peter Skaarup er det straffen i sig selv, som skal holde de indsatte fra kriminalitet fremover.

”Hovedreglen er, at prøveløsladelsen kan ske, når man har siddet to tredjedele af tiden. Man burde vende det om, så hovedreglen er, at man skal sidde tiden ud, ” siger han til Avisen Danmark.

Partierne skal i 2021 forhandle om en ny 4-årig aftale for Kriminalforsorgen.