Regeringens tidlige pension vil mest gå til folk, der allerede kan trække sig før tid

0
1274
Statsminister Mette Frederiksen under tirsdagens præsentation af udspillet om "Ny ret til tidlig pension - værdig tilbagetrækning for alle". Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Retten til tidlig pension vil de første år mest blive benyttet af personer, som har sparet op til efterløn. Socialdemokratiet har oversolgt sit udspil, siger DFs formand Kristian Thulesen Dahl til Jyllands-Posten

Det bliver især efterlønnere, der de første år vil få glæde af regeringens udspil til tidlig pension. Det skriver Jyllands-Posten.

I følge regeringens udspil vil personer, der har sparet op til efterløn, kunne vælge at få udbetalt efterlønsbidraget på én gang, hvis de i stedet vælger den tidlige pension.

Den løsning forventer regeringen, at 57.000 personer vil benytte sig i årene 2022-2025.

I alt regner regeringen med, at 101.000 personer vil benytte sig af muligheden for at gå på tidlig pension i 2022-2025.

Ud over de 57.000 efterlønnnere, vil 11.000 overgå fra andre offentlige ydelser. Kun 33.000 vil forlade arbejdsmarkedet, uden at have andre ordninger.

Med andre ord forventer regeringen, at ordningen de første år primært vil blive benyttet af folk, som allerede er på offentlig forsørgelse eller har ret til at gå før tid.

DF: Udspillet er oversolgt

De nye oplysninger vækker undren hos Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl. Han minder om, at Socialdemokratiet før valget kritiserede, at den nye seniorpension flyttede folk fra én offentlig ydelse til en anden.

“Nu leverer de selv en ordning, hvor en stor del kommer fra andre offentlige ydelser.
Det er en indikation på, at Socialdemokratiet har oversolgt sit udspil,” siger Kristian Thulesen Dahl til Jyllands-Posten.

Han har i forvejen kritiseret regeringens pensionsudspil for at være for smalt. Der er for mange grupper, som ikke er omfattet, fordi de ikke lever op til kravet om, at man skal have været på arbejdsmarkedet i 42-44 år. Det gælder f.eks. mange sygeplejersker og fængselsbetjente.

Skaarup: Et bluffnummer

Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup mener, at regeringens udspil efterhånden ligner et bluffnummer. På Facebook skriver han:

“Mette Frederiksens pensionsudspil ligner det rene bluffnummer. Jyllands-Posten skriver:
“Det længe ventede forslag til en tidlig pension vil i de første år primært blive benyttet af folk, der allerede er på offentlig forsørgelse eller har ret til at gå fra før tid, viser regeringens egne tal.” Øh, så meget ståhej og falden på hale for Arne, og så er det i virkeligheden Kejserens nye klæder!?”.

Læs også:

DF om Arne-udspil: Flere skal kunne gå på tidlig pension