Pia Kjærsgaard vil gøre op med kinesisk pres – kræver øget dansk opbakning til Taiwan

0
1249
Pia Kjærsgaard besøgte præsident Tsai Ing-wen under sit seneste besøg i Taiwan i efteråret 2019. Det udløste en protest fra den kinesiske ambassade til Folketinget. Foto fra Pia Kjærsgaards facebookside

Taiwan er et fuldt udviklet demokrati og i front med håndteringen af coronakrisen. Alligevel holdes Taiwan ude af verdenssamfundet på grund af pres fra Kina. “Vi skal nærme os Taiwan,” siger Pia Kjærsgaard

Taiwan er vores venner, skriver Pia Kjærsgaard i et indlæg i Jyllands-Posten, hvor hun opfordrer til et tættere dansk samarbejde med østaten, der ligger 180 km fra det kommunistiske fastlands-Kina.

Indlægget kommer som en reaktion på det nylige demokratitopmøde, arrangeret af forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, hvor Taiwans præsident dr. Tsai Ing-wen deltog.

Mødet viste endnu en gang det enorme pres, som det kommunistiske Kina forsøger at lægge på alle, der samarbejder med Taiwan. Invitationen til Tsai Ing-wen førte nemlig til, at Anders Fogh Rasmussen nu er blevet nægtet indrejse til Kina. For Kina anerkender ikke Taiwan som selvstændig nation.

Har selv mærket Kinas vrede

Østaten, der er på størrelse med Jylland og Fyn, betragtes af Kina som kinesisk territorium, og derfor bruges alle midler til at presse lande og personer, der ytrer støtte til Taiwan.

Det ved Pia Kjærsgaard om nogen. Hun har besøgt Taiwan siden slutningen af 1980erne og har flere gange mødtes med præsident Tsai Ing-wen.

Det skete senest i oktober 2019, hvor Pia Kjærsgaard besøgte Taiwan med en delegation fra Dansk Folkeparti. Det udløste efterfølgende en protest til Folketinget fra den kinesiske ambassade.

Taiwans corona-succes

Pia Kjærsgaard skriver i Jyllands-Posten, at der er gode grunde til at bakke ekstra op om Taiwan. Det er ikke bare et demokrati. Det er også et af de lande, der har håndteret covid-19 krisen bedst på verdensplan.

”Under præsidentens ledelse har Taiwan ikke kun bekæmpet den globale coronapandemi med stor succes, men har også indtaget førstepladsen på internetdatabasen Numbeos ”2021 Health Care Index” over lande med bedste folkesundhed.

Taiwan har under hele den globale pandemi haft i alt ca. 2.000 smittede og kun 13 dødsfald. Og det ud af en befolkning på 23 millioner indbyggere, som ovenikøbet bor på et areal, der er bare lidt større end Jylland og Fyn tilsammen.

Til sammenligning har Danmark haft næsten 270.000 smittede og 2.500 dødsfald. Og vi er ovenikøbet et af de lande, der har klaret os rigtigt godt gennem pandemien. Men alligevel langt fra Taiwan,” skriver Pia Kjærsgaard.

Taiwan donerede sidste forår 200.000 beskyttelsesmasker til Danmarks tidlige kamp mod coronavirussen. Pia Kjærsgaard var med til at modtage den taiwanesiske donation.

Truslen mod Taiwan

Alligevel nægtes Taiwan en plads i verdenssundhedsorganisationen WHO, på grund af pres fra Kina. Verdenspolitikken og knæfaldet for Kina er tilsyneladende vigtigere end verdenssundheden, skriver Pia Kjærsgaard. Skammeligt, mener hun og advarer om, at Taiwans kan være truet på sin eksistens. Ifølge magasinet The Economist er landet det farligste sted på jorden, for Kina rasler konstant med sablerne og vil måske angribe Taiwan indenfor de nærmeste år.

”Vi underlægger os konstant Kinas pres. Og fortsætter det, vil både Taiwan og det resterende samfund tabe,” skriver Pia Kjærsgaard til Jyllands-Posten.