“Vi har selv været ude om det og nu skal det stoppe,” sagde Dansk Folkepartis stifter Pia Kjærsgaard om de seneste ugers uro i partiet, da hun søndag talte på DFs årsmøde
“Nu er det slut med alt det kævl. Nu begynder den ærlige kamp for det Dansk Folkeparti, vi elsker”.
Sådan lød det fra Pia Kjærsgaard, da hun søndag talte på DFs årsmøde i Herning.
Dansk Folkepartis stifter talte lige ud af posen, da hun omtalte DFs situation.
“Det har ikke været særligt nemt eller hyggeligt i lang tid. Jeg skælder ikke ud på pressen. Man strammer skruen. Men vi har også selv været ude om det. Vi skal stoppe,” sagde hun.
“Det har ikke været særligt nemt eller hyggeligt i lang tid”
Det, der skal stoppe, er de interne uenigheder om bl.a. udlændingepolitikken, der har været blotlagt i pressen de seneste uger. Pia Kjærsgaard fastslog, at det er folketinget, der fastslægger DFs politik, og hun ser ingen grund til at stramme DFs udlændingepolitik, som “er vores DNA”.
“Der har været alt for mange skriverier, blandt andet om vores udlændingepolitik, som pludselig ikke skulle være stram nok. Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre anderledes? Jeg har ikke lyst til at stå på Nørrebros Torv og brænde koraner af. Jeg mener ikke, det er der vi er, overhovedet. Vi skal gøre det på en ordenligt måde, så ganske almindelige danskere forstår, hvad vi mener. Og det er jo faktisk gået meget godt,” sagde Pia Kjærsgaard, hvilket udløste en længere klapsalve fra salen.
Nu falder hammeren
Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl sagde lørdag i sin tale, at der fra årsmødet trækkes en streg i sandet i forhold til offentlig debat om Dansk Folkepartis interne forhold. Det vil ikke længere blive tolereret. Den melding bakker Pia Kjærsgaard op, sagde hun.
”Kristian og den øvrige ledelse har lovet, at hvis man går ud med budskaber, som bare bringer postyr, forvirring og spektakel, så falder hammeren. Det vil jeg bakke op om til enhver tid,” sagde hun.
Pia Kjærsgaard sluttede med at fastslå, at der er højt til loftet i Dansk Folkeparti.
“Der skal være frihed under ansvar og tillid til, at vi vil hinanden det bedste. Det Dansk Folkeparti jeg kender, er et parti, hvor vi står last og brast om danske værdier og værner om hinanden, såvel privat som arbejdsmæssigt,” sagde Pia Kjærsgaard.hun