DFs gruppeformand Peter Skaarup mener, at statsminister Mette Frederiksen (S) bør tage konsekvensen af minkskandalen og trække sig. Hvis ikke, kan hun stilles for en rigsret for grundlovsbrud, sagde han på DFs årsmøde
Statsminister Mette Frederiksen (S) fik en direkte opfordring til at trække sig, da Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup lørdag eftermiddag talte på DFs årsmøde i Odense.
Statsministeren bryder grundloven i minkskandalen, hvor regeringen uden lovhjemmel har krævet samtlige mink i Danmark aflivet, fastslog Peter Skaarup. Den handling bør hun tage konsekvensen af:
“Uden at have lovgrundlaget på plads eller spørge Folketinget om lov iværksatte regeringen pludselig en nedslagtning af hele den danske minkbestand. Det måtte fødevareminister Mogens Jensen lade sit ministerliv på.
Men er det nok? Er det nok at fyre en minister, der ikke kender loven på sit eget område? Nej, for Mette Frederiksen har som regeringschef ansvaret for hele regeringen, og hun lod nedslagtningen ske OG FORTSATTE, selv da hun med SIKKERHED fandt ud det var ulovligt. Mette, erkend den er gal. Gør os en tjeneste som land: GÅ AF!,” sagde Peter Skaarup.
“Mette, erkend den er gal. Gør os en tjeneste som land: GÅ AF!”
Peter Skaarup på DFs årsmøde
Han fastslog, at regeringens grundlovsbrud fortsætter. Den lovgivning, som tillader aflivningen af alle mink, er nemlig endnu ikke vedtaget i Folketinget.
“Mette, hvis du ikke selv går af, så skal du lige læse Ministeransvarlighedsloven. Ministeransvarslighedsloven indebærer, at vi kan rejse en rigsretssag mod dig langt på den anden side af næste folketingsvalg. Det gør vi så. Det er ikke nok for dig at kunne tælle til 90 mandater lige nu,” lød det fra Peter Skaarup på DFs årsmøde.