Udenlændinge, der kommer til Danmark for at arbejde, skal ikke i corona-karantæne. Men det skal omgående laves om, mener både Dansk Folkeparti og SF
“Det hul skal lukkes omgående”. Det siger Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup til DR, som har afsløret, at udlændinge slipper for at gå i corona-karantæne, når de kommer til Danmark for at arbejde.
DR har talt med et byggefirma, som fortæller, at de ingen påbud har fået fra myndighederne om, at byggearbejdere fra Polen og Rumænien skal i karantæne, når de kommer til Danmark. Det sker samtidig med, at danskere “opfordres kraftigt” til at blive hjemme i 14 dage, når de kommer tilbage fra ferie i udlandet.
Læs mere på dr.dk: Udenlandsk arbejdskraft kan rejse til Danmark uden at komme i corona-karantæne
“Det kan jo ikke være rigtigt, at man ikke sætter udenlandske medarbejdere i karantæne, når danskere, som har været i udlandet, bliver sat i karantæne. Man skal være langt mere påpasselig med at der kommer folk ind i Danmark, som ikke kommer i karantæne,” siger Peter Skaarup til DR.
Står det til DF, skal Danmark helt lukkes i for arbejdere, der kommer fra lande med mange smittede.
“Vi er nødt til på alle mulige måder at sikre, at der kommer så lidt smitte ind i Danmark som muligt,” siger Peter Skaarup.
“Vi er nødt til på alle mulige måder at sikre, at der kommer så lidt smitte ind i Danmark som muligt”
Peter Skaarup, DF-gruppeformand, til DR.dk
Skærpende omstændighed
Dét byggefirma, som Danmarks Radio har talt med, deltager i arbejdet med at bygge Region Midtjyllands nye supersygehus i Gødstrup. Peter Skaarup menr, at det er en skærpende omstændighed, at det er et offentligt byggeri:
“Det offentlige arbejdsmarked har en særlig forpligtelse til at sikre, at vi ikke får smittede her til Danmark,” siger han til DR.
SFs Karsten Hønge kræver også, at at myndighederne strammer op, og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) siger, at han hurtigst muligt vil “tage en snak” med arbejdsmarkedets parter for at finde en løsning. Men han siger, at der er flere hensyn at tage, herunder forsyningssikkerheden af varer.
Tidligere på ugen kunne ditoverblik fortælle, at asylansøgere heller ikke kommer i karantæne, når de melder sig ved den danske grænse. Det skaber utryghed blandt de ansatte på Udlændingecenter Nordsjælland, som står for registreringen af nye asylansøgere.
Læs mere her: Medarbejdere bekymrede: Hvorfor skal asylansøgere ikke i karantæne?