Peter Kofod peger på René Christensen som DFs næstformand

0
3520
René Christensen (tv.) deltager sammen med DFs formand Morten Messerschmidt og gruppeformand Peter Kofod i de aktuelle drøftelser med den kongelige undersøger, statsminister Mette Frederiksen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Peter Kofod har droppet sine egne ambitioner om at blive politisk næstformand i Dansk Folkeparti. I stedet peger han på den nuværende næstformand René Christensen, der kan fortsætte på posten, hvis han vælges til hovedbestyrelsen

Dansk Folkepartis nye gruppeformand Peter Kofod kommer ikke til at gå efter posten som DFs næstformand. I stedet peger han på DFs nuværende næstformand, René Christensen, der ikke blev genvalgt til Folketinget men som deltager i de aktuelle forhandlinger på Marienborg og i Statsministeriet sammen med  Peter Kofod og DFs formand Morten Messerschmidt.

“Jeg synes, det er helt åbenlyst, at når vi har sådan en dygtig mand som René, så skal vi selvfølgelig gøre brug af hans kompetencer og viden og store erfaring med store forhandlinger og komplicerede forhandlingsforløb. Så det er helt logisk, at det skal være René Christensen, og det bakker jeg varmt op om,” siger Peter Kofod til Ritzau.

“Når vi har sådan en dygtig mand som René, så skal vi selvfølgelig gøre brug af hans kompetencer og viden og store erfaring”

Da Morten Messerschmidt annoncerede sit formandskandidatur i december 2021 skete det sammen med Peter Kofod, der blev nævnt som kommende næstformand i stedet for Morten Messerschmidt.

Efter valget af Morten kunne Peter Kofod, der på det tidspunkt sad i Europa-Parlamentet, dog ikke vælges som politisk næstformand, fordi denne post på det tidspunkt skulle besættes blandt folketingsgruppens medlemmer, og derfor faldt valget på René Christensen.

Skal vælges af hovedbestyrelsen

Men nu er DFs vedtægter ændret, så næstformanden skal vælges af hovedbestyrelsen, og efter folketingsvalget har Peter Kofod valgt at skrotte sine næstformandsambitioner og i stedet pege på René Christensen. Forudsat, selvfølgelig, at René Christensen bliver valgt til den nye hovedbestyrelse, der tiltræder 3. december. Om det sker, bliver afgjort den 30. november, hvor DF i Sjællands Storkreds skal vælge hovedbestyrelsesmedlem på et opstillingsmøde.

“Dansk Folkeparti har fem mandater i Folketinget. Det er min suveræne førsteprioritet, at vi forvalter det godt og bringer partiet godt videre. Jeg tror, at det er den klare forventning i baglandet, men også fra folketingsgruppens side, at vi gør alt, hvad vi overhovedet kan, for at trække på alle de dygtige mennesker, der er i Dansk Folkeparti – heriblandt også René,” siger Peter Kofod til Ritzau.