Peter Kofod ny gruppeformand

0
3801
Peter Kofod er tilbage i Folketinget efter en periode som medlem af Europa-Parlamentet. Her ses han til Dansk Folkepartis valgaften på Christiansborg. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Peter Kofod forlader Europa-Parlamentet til fordel for en plads i Folketinget, hvor han bliver Dansk Folkepartis nye gruppeformand

Med 3.875 personlige stemmer skifter Peter Kofod nu sin plads i Europa-Parlamentet ud med en plads i Folketinget. Og Kofod får travlt i sit nye job som folketingsmedlem. Han er nemlig blevet valgt til Dansk Folkepartis nye gruppeformand.

Peter Kofod afløser Alex Ahrendtsen, der har været gruppeformand siden foråret. Kofod skriver på Facebook, at han vil løfte den nye opgave med den største ydmyghed:

”Jeg er glad og stolt over, at mine nye kollegaer i gruppen har valgt mig som gruppeformand for Dansk Folkeparti. Et hverv, jeg vil forsøge at løfte med største ydmyghed, respekt og loyalitet over for partiet. Jeg er dybt taknemmelig og lover jer alle, at jeg vil gøre mit til, at DF kommer stærkt tilbage. Jeg glæder mig,” skriver Peter Kofod.

”Jeg er glad og stolt over, at mine nye kollegaer i gruppen har valgt mig som gruppeformand for Dansk Folkeparti”

32-årige Peter Kofod er uddannet folkeskolelærer og tidligere landsformand for Dansk Folkepartis Ungdom. Han var medlem af Folketinget 2015-2019, hvor han var retsordfører for DF. I 2019 blev han valgt til Europa-Parlamentet.

Kofods plads i Europa-Parlamentet overtages af Anders Vistisen.