Alle regioner rammes: Op mod 500 skal fyres på sygehuse

0
3141
Sygehuse over hele landet rammes i den kommende tid af besparelser. Arkivfoto

Alle fem regioner står overfor millionbesparelser på sygehusene. I Nordjylland advarer Dansk Folkeparti mod kortsigtede besparelser og undrer sig over at Socialdemokratiet vil spare på lokalt sygehus, samtidig med at partiet foreslår nærhospitaler

Op mod 500 ansatte står til fyring på landets sygehuse, når de fem regioner i den kommende tid svinger sparekniven for at få økonomien til at hænge sammen. Mandag meldte Region Sjælland ud, at der skal nedlægges op mod 317 stillinger, især på sygehusene i Køge og Roskilde. Men en rundringning, som Fagbladet 3F har lavet, viser, at det ikke kun er de sjællandske sygehuse, der skal holde for.

I Region Hovedstaden står 67 personer til at få en fyreseddel på sygehusene, primært indenfor kontor- it-personale og lægesekretærer.

I Region Midtjylland skal der spares 138,6 millioner kroner i 2019, hvilket går ud over 141 stillinger. Forventningen er dog, at en del af besparelserne vil kunne klares ved naturlig afgang og ved at ubesatte stillinger ikke genbesættes.

I Region Syddanmark er det det såkaldte omprioriteringsbidrag, der rammer. Her skal der findes 12 millioner kroner årligt i 2018 og 2019. En presserådgiver oplyser til Fagbladet, at pengene vil blive fundet via nedlæggelser af stillinger i administrationen.

75 skal fyres på lokale hospitaler i Nordjylland

Endelig er Region Nordjylland. Her skal der nedlægges omkring 75 stillinger på regionshospital Nordjylland, der har afdelinger i Skagen, Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev.

Dansk Folkeparti i Region Nordjylland er modstanderne af fyringerne. Partiet kalder dem ”boomerang-besparelser”, fordi de kan ende med at udløse ekstra regninger til regionen.

”Ubehandlede patienter kan f.eks. søge til andre regioner, hvilket koster kassen for Region Nordjylland. Udskudte operationer kan betyde, at syge får det dårligere, hvilket går ud over borgernes livskvalitet og begrænser nordjyske sygehuses mulighed for at klare Folketingets behandlingskrav,” siger Erik Høgh-Sørensen, regionsrådsmedlem for Dansk Folkeparti.

I stedet foreslår Dansk Folkeparti, at der midlertidigt bruges af den reservepulje på 30 millioner kroner, som er øremærket flytteudgifter til det nye hospital i Aalborg.

”Spar hvor det er muligt, men undlad drastiske skridt, indtil vi ved, om den foreslåede nedlæggelse af regionerne giver flere penge til sygehusene. Afvent finansloven, fordi regeringen allerede nu har lovet yderligere millionbeløb til sundhed,” lyder det fra Dansk Folkeparti.

S vil have nærhospitaler – og sparer på nærhospital i Hjørring…

De nordjyske DFere undrer sig samtidig over Socialdemokratiet, som i et nyt sundhedsudspil foreslår oprettelse af nærhospitaler. Nu går partiet den stikmodsatte vej i Nordjylland, mener DFerne.

”Hvordan kan Socialdemokratiet på Christiansborg foreslå “nærhospitaler”, når den socialdemokratisk ledede Region Nordjylland nedlægger 75 stillinger på “nærhospitalet” i Hjørring,” spørger Dansk Folkeparti.

”Hvordan kan Socialdemokratiet på Christiansborg foreslå “nærhospitaler”, når den socialdemokratisk ledede Region Nordjylland nedlægger 75 stillinger på “nærhospitalet” i Hjørring”

Dansk Folkeparti, Region Nordjylland

S: Regeringen har givet for få midler til regionerne

Socialdemokratiet selv mener, at besparelserne skyldes for stram økonomi i regionerne.

”De midler, regeringen har tildelt regionerne, er simpelthen ikke nok til at betale regningerne. De står ikke mål med det stigende antal patienter og de øgede medicinudgifter,” siger velfærdsordfører Magnus Heunicke (S) til Fagbladet.

Hos Venstre siger sundhedsordfører Jane Heitmann, at besparelserne er regionernes ansvar. Ifølge hende er der tilført 5,5 milliarder kroner til sundhedsområdet under Lars Løkke Rasmussens regeringer.

”Vi har en klar forventning om, at regionerne lever op til deres ansvar. At levere behandling af høj kvalitet under trygge rammer for både patienter og ansatte,” siger Jane Heitmann til Fagbladet.