Omstridt irsk høvding udløser storkonflikt

0
1503
Irlands premierminister Leo Varadkar var fredag i Danmark for at mødes med statsminister Mette Frederiksen. Her holder de to pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet. Foto: Ida Guldbaek Arentsen/Ritzau Scanpix

Den irske Taoiseach Leo Varadkar har på en uge lagt sig med politikerne både derhjemme og i EU. Hans stejle holdning til Brexit udløser også en stor konflikt med Nordirland

Den irske regeringsleder skriver overstrømmende på Twitter om sit møde med den danske statsminister Mette Frederiksen. Som ledere af to lande, der står til at tabe klart ved et hårdt Brexit, har de to også fælles interesser. Men han er selv godt i gang med at fremtvinge et britisk farvel til EU uden en aftale trods konsekvenserne for sit eget land.

Leo Varadkar er kendt for sit joviale smil og sine hidsige angreb på sine modstandere. Men på det sidste er det joviale trådt i baggrunden og alene her i weekenden var han to gange i medierne for uheldige bemærkninger og beslutninger. Først holdt han en kæk tale til sine egne partifæller og sammenlignet det vigtigste modstanderparti i det irske parlament for at være rovdyr, hvilket udløste fordømmelse i landets medier. Og samtidig blev hans stejle holdning til Brexit undsagt af en af Irlands mest erfarne diplomater, der helt enkelt opfordrede ham til at komme ned af hesten og acceptere Brexit.

Samtidig har Leo Varadkar for alvor lagt sig ud med det vigtigste parti i Nordirland, DUP. Her ser man hans kække bemærkninger som en trussel mod en aftale med EU om Brexit. Særligt en bemærkning til svenske medier, om at briterne faktisk helst vil blive i EU, vækker vrede:

”Alle meningsmålinger siden Boris Johnson blev premierminister viser, at det er hvad briterne ønsker, men deres politiske system er ikke i stand til at give dem det.”

Faktisk viser meningsmålingerne, at dobbelt så mange briter ønsker en hård afsked med EU fremfor en ny folkeafstemning om Brexit.

Underlegenhed

Leo Varadkars opførsel minder om den underlegenhedsfølelse, som irere i århundreder har oplevet i forhold til den stærke nabo. En følelse, der står i modsætning til hans titel som Taoiseach, hvilket på gælisk betyder høvding. Det udtales sådan her: https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/6/6e/Ga-Taoiseach.ogg. Og som irernes høvding har Leo Varadkar – med stor hjælp fra kredse i EU – gjort sin sag til hele EU’s sag.

Striden står om den 500 km lange grænse mellem Irland og Nordirland. Den skærer igennem landsbyer og der er gårde, der har jord på begge sider grænsen. Den er i dag stort set usynlig – kun markeret med et skilt her eller der – eller en hvid stribe på vejen.

Den grænse er en blandt mange problemer ved Brexit. Det seneste britiske forslag kommer irerne i møde ved reelt at lade Nordirland indgå i et særligt økonomisk område med naboen i syd. Dermed kommer der om en grænse, så handelshindringer mellem Nordirland på den ene side og England, Skotland og Wales på den anden side.

Men det er ikke nok for irernes høvding. Til gengæld fortæller han gerne, at EU står bag ham i denne sag.