Boris Johnson igen i Højesteret

0
2248
Boris Johnson og kæresten Carrie Symonds efter Johnsons tale onsdag på de konservatives partikongres. Foto: Stefan Rousseau / POOL / AFP

Den britiske premierminister er ikke bange for at løbe panden mod en mur – endnu en gang. Nu overvejer han igen at skulle i kamp med den britiske højesteret

Først hældte de Boris Johnson ned af brættet, da han havde sendt parlamentet hjem på en ufrivillig ferie. Nu kan de samme højesteretsdommere så få lov til at tage stilling til, om parlamentets krav om endnu en fristforlængelse for Brexit er retsgyldig. Sagen vækker opsigt, fordi det er svært at forestille sig, at dommerne ikke igen skal vælge side mod Boris Johnson.

Men den britiske regering overvejer dette skridt, netop fordi den uanset hvad kan vinde ved en sådan retssag. Får man medhold, kan man undgå at bede om en fristforlængelse for Brexit, sådan som et flertal i parlamentet ellers har pålagt regeringen at gøre, hvis der ikke er en aftale i næste uge. Dømmer højesteret derimod regeringen til at følge flertallet, kan regeringen med rette hævde, at den blev tvunget til at blive i EU i endnu flere måneder.

For alle andre, der følger opgøret om Brexit, er der en særlig detalje ved sagen. Kommer det til en retssag i denne uge, vil Boris Johnson formentlig selv skulle stå foran dommerne og forklare regeringens dilemma. Det kan både give underholdende momenter og indsigt i regeringens arbejde med at komme styrket ud af denne konflikt og dermed have bedre chancer ved et snarligt valg.

Blame game

Blandt andet avisen Telegraph har talt med centrale folk i regeringen, der fremhæver, at det nu handler om at få det gjort klart, at Boris Johnson mod sin vilje blev tvunget til at bede om en fristforlængelse. Hvis vælgerne får det indtryk, at han gjorde det frivilligt, vil det skade ham i den stadig mere ophidsede debat i Storbritannien, siger kilden til avisen. Samtidig vil en retssag tjene til at øge presset på EU, hvis ledere i denne uge skal afgøre, om det giver mening at forhandle videre med Storbritannien.

I det hele taget er der et såkaldt blame game i gang, hvor det ikke handler om resultater, men om, hvem der skal have skylden for et nederlag. Fra EU’s side har den meget medievante og politiske ambitiøse chefforhandler Michel Barnier sagt, at hvis briterne i slutningen af måneden forlader EU uden en aftale, så er det alene briternes skyld. Lidt mindre bombastisk er det britiske svar, men Boris Johnson har i weekenden i en række telefonmøder med andre EU-ledere gjort dem det klart, at alle vil miste på en hård Brexit.

Boris Johnson står stærkt i det opgør. Som en række britiske medier fremhævede her i weekenden, så er han lykkedes på få måneder med det, som hans forgænger Theresa May ikke klarede på tre år. Han har skabt et kompromisforslag, der i det mindste på papiret lever op til EU’s krav – OG skaffet en solidt flertal i parlamentet.