Norske medier taler ligefrem om et oprør mod EØS, fordi de traditionelle modstandere af EU nu får støtte fra stærke kræfter i fagbevægelsen. Efter at et af de største forbund under norsk LO har vedtaget at arbejde for at forlade EØS, taler man om en domino-effekt, hvor hele LO kan vende sig mod dette samarbejde med EU og dermed tvinge de norske socialdemokrater i Arbeiderpartiet til at skifte holdning
EØS er en slags udvidelse til EU, hvor der i dag er tre lande, der følger EU’s regler og betaler til kassen, uden at være fuldgyldige medlemmer og dermed uden at have nogen videre indflydelse. EØS omfatter Island, Lichtenstein og Norge samt EU-landene. Udover at følge regler og direktiver betaler landene til en fond, hvis midler går til de 14 fattigste lande i EU.
Tilbage i slutningen af 2017 var det kun hver sjette nordmand, der ønskede at Norge skulle vende ryggen til EØS og gå sin egen vej. Omvendt var to ud tre nordmænd imod et regulært medlemskab, selvom det ville give landet indflydelse for de milliarder, Norge afleverer i Bruxelles hvert år under EØS-reglerne. Og Norge er duks i denne mini-klasse på tre lande, da man er langt hurtigere end Island og Liechtenstein til at indføre EU’s regler og direktiver – som de altså ingen reel indflydelse har på.
Tilbage til frihandel
Det er denne dukserolle, som får nordmændene til at genoverveje deres muligheder. Fagbevægelsen reagerer på, at arbejdsgiverne – og især Norsk Industri – presser på for at Norge lægger sig endnu tættere op ad EU. I et tilfælde har arbejdsgiverne direkte bedt EU om at tilsidesætte en afgørelse fra den norske højesteret.
Et aktuelt slagsmål handler om de norske jernbaner. EU’s såkaldte jernbanepakke IV vil sende drift af jernbanerne i udbud. Den norske folkebevægelse mod EU, Nei til EU, ser direkte EU’s magt over jernbanerne som en fare for sikkerheden.
Et andet opgør handler om norsk hævd på arbejdsmarkedsregler, der sikrer folk ret til betaling for rejse og ophold, når de arbejder langt hjemmefra. Aftalerne går tilbage til 1906 og tager udgangspunkt i, at mange nordmænd også tidligere måtte rejse langt til arbejde. Nu vil EU sætte sig igennem, hvilket især vil betyde at udenlandske medarbejdere bliver billigere for arbejdsgiverne, fordi de ikke nødvendigvis skal have betaling for rejse og ophold.
Samtidig giver briternes farvel til EU nyt liv til tanken om igen at udvikle frihandelsområde EFTA. Udover de tre lande er Schweiz stadig medlem af EFTA, ligesom også Danmark, Irland og Storbritannien var det før 1973. Særligt Island taler for at genopleve denne tilgang, hvor staterne har deres selvstændighed, men hvor de samtidig nemt kan handle med hinanden.
Samtidig giver briternes farvel til EU nyt liv til tanken om igen at udvikle frihandelsområde EFTA.
