MORGEN: Boris Johnson får absolut flertal i Underhuset | Far til terrorsigtet: Min datter blev hjernevasket

0
1741
Boris Johnson taler til konservative støtter på et møde i London, da valgtriumfen er en realitet. Foto: Ben STANSALL / AFP

God morgen! Hermed dagens morgenoverblik over nogle af de vigtigste danske og internationale nyheder i et borgerligt-nationalt perspektiv:

Vejen banet for Brexit: Boris Johnson får absolut flertal i Underhuset

De konservative har vundet 363 valgkredse ved torsdagens valg og har dermed absolut flertal i Underhuset.

BREXIT | Det britiske parlamentsvalg blev en triumf for premierminister Boris Johnson og de konservative. Partiet har vundet 363 valgkredse og har dermed et absolut flertal af Underhusets 650 pladser. Det betyder, at Boris Johnsons Brexitaftale nu har flertal, og dermed kan Storbritannien forlade EU den 31. januar 2020.

“Denne samlende konservative regering har fået et magtfuldt mandat. Ikke bare til at gennemføre brexit, men også til at forene det land og komme videre og fokusere på det britiske folks prioriteter, først og fremmest det nationale sundhedssystem (NHS),” sagde Boris Johnson i aftes, i følge DR.

For Labour blev valget en gedigen fiasko. Partiet stod fredag morgen til at miste 59 valgkredse og er nu nede på 203 pladser i Underhuset. Valgfiaskoen fik torsdag aften Labour-leder Jeremy Corbyn til at meddele, at han ikke står i spidsen for Labour ved næste valg.

Grundlovsforhøret af de anholdte fra onsdagens store antiterror-aktion fortsætter fredag. Her foto fra Københavns Byret torsdag. Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

Far til terrorsigtet datter: Hun blev hjernevasket i religiøst miljø på Nørrebro

Faderen til en af de fængslede i terrorsag fortæller til TV2, at datteren var en del af et fanatisk religiøst miljø omkring en moské på Nørrebro

TERRORSAG | En 21-årig kvinde, som er blandt de sigtede i terrorsagen, kom i en religiøs gruppe omkring en moské på Nørrebro. Det fortæller hendes far til TV2. Han siger at datteren blev hjernevasket i det religiøse miljø, hvor hun også mødte sin mand, som hun har fået en barn med.

“Det er en lukket gruppe, der er meget fanatisk, og der er mange piger, som kommer der. Her finder flere af dem mænd, som de bliver gift med. De accepterer ikke andre grupper, og de må ikke have andre venner,” fortæller han til TV2.

Kvinden blev anholdt i familiens lejlighed, hvor hun boede, fordi hendes mand sidder varetægtsfængslet i en anden sag. Faderen siger til TV2, at familien var modstander af datterens religiøse aktiviteter.

“Jeg har været meget imod det, men har ikke kunnet gøre noget. Hun ville ikke høre på mig,” siger han.

Artiklen på TV2 kan læses her

Politiet slog onsdag til mod 20 adresser i seks forskellige politikredse. Her i Gersagerparken i Greve. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

“De lignede nogen fra en terrorgruppe”

Naboer til to af de fængslede i terrorsagen undrede sig over natlige aktiviteter i lejligheden, som også husede niqabklædt kvinde

TERRORSAG | “Vi talte faktisk om, at de lignede nogen fra en terrorgruppe”. Sådan fortæller naboer til en lejlighed i Gersagerparken i Greve, hvor der onsdag blev anholdt to mænd i forbindelse med den store terrorsag. De anholdte beskrives bl.a. som overdrevent høflige, hvilket vakte naboernes mistanke, fortæller de til Politiken.

“Deres opførsel var alt for meget med at holde døren og smile og ønske en rigtig god dag og den slags,” siger en nabo.

Naboerne, der alle ønsker at være anonyme, fortæller om natlige aktiviteter i mændenes lejlighed, som tydede på, at der blev arbejdet om natten.

“Sådan cirka fra midnat og et par timer frem kom høje lyde som fra møbler, der blev skubbet rundt på gulvet,” fortæller en nabo.

Lejligheden, som blev ransaget af politi og bombeeksperter, bærer et dørskilt med to arabiske mandenavne. De to mænd var fuldskæggede og det ene lignede med en nabos ord den afdøde Al-Qaeda leder Osama Bin Laden. Det var dog ikke mændene men en niqabklædt kvinde, der som den første blev ført ud af  politiet onsdag eftermiddag, fortæller vidner til Politiken.

I alt blev 22 personer anholdt i syv forskellige politikredse ved onsdagens antiterroraktion. Foreløbig er otte blevet varetægtsfængslet, heriblandt to kvinder.

Forsvarsordførerne Bent Bøgsted (DF) og Anne Valentina Berthelsen (SF) på vej til torsdagens samråd med forsvarsminister Trine Bramsen (S) om indkøbs- og regnskabsforholdene i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Forsvarsministerium skal kulegraves efter skandalesag

Undersøgelse skal omfatte alle styrelser i forsvaret, mener DFs forsvarsordfører Bent Bøgsted

SVINDELSAG |Efter et samråd torsdag lægger forsvarsminister Trine Bramsen (S) op til en ekstern undersøgelse af den mulige svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Forsvarsministeren vil endnu ikke lægge sig endegyldigt fast på, hvordan den eksterne undersøgelse skal forløbe. Det afgøres på et møde i januar 2020.

Dansk Folkeparti ønsker en grundig undersøgelse helt tilbage fra 2010.

“Det er vigtigt at få undersøgt Forsvarets situation og alle styrelser under Forsvaret helt til bunds. Er der sket tilsvarende andre steder? Eller er det en enlig svale? Man kan håbe det sidste, men frygte det værste,” siger forsvarsordfører Bent Bøgsted til Jyllands-Posten.

Kina har via sin ambassadør i Danmark forsøgt at presse Færøerne til at vælge Huawei til sit 5G-net.

DF: Regeringen reagerer for sent i Huawei-sag

Huawei-sag påvirker Danmarks forhold til USA og har sat Færøerne i et dilemma mellem Kina og USA

KINA-PRES | Sagen om Kina og Færøerne fortsætter. Venstre siger i dag til Jyllands-Posten, at partiet frygter, at Danmarks forhold til USA kan lide et knæk, hvis Danmark ikke intervenerer, når kineserne lægger pres på Færøerne for at vælge Huawei som leverandør af et nyt 5G-netværk.

“Når amerikanerne har sagt, at det handler om sikkerhedspolitik, så er det pr. definition sådan. De er vores tætteste allierede. Jeg mener, at sagen har potentiale til at skade forholdet mellem Danmark og USA,” siger Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen.

Søren Espersen, udenrigsordfører for Dansk Folkeparti, kritiserer regeringen for at reagere for sent:

“Det er lidt for let at sige, at det er op til Færøerne. Regeringen har mulighed for at definere det som udenrigs- og sikkerhedspolitik. Nato har sagt klart fra over for Huawei, fordi det vil indebære en risiko,” siger Søren Espersen, der mener, at færingerne befinder sig i et dilemma:

“Hvis de siger ja til Huawei, så kan det være slut med at få efterretninger fra USA. Siger de nej, risikerer de at gå glip af mange hundrede mio. kr.,” siger Søren Espersen med henvisning til Kinas mulige trusler om at droppe en handelsaftale, hvis Færøerne fravælger Huawei.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S). Foto: Steen Brogaard

Integrationsydelse skifter navn 

Trods kritik fra støttepartier holder minister fast i navnet selvforsørgelses- og hjemrejseydelse

YDELSE | Integrationsydelsen skifter fra årsskiftet navn til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse.  Navneændringen skal sende et signal til nyankomne flygtninge om, at de kun er i Danmark midlertidigt, indtil forholdene i hjemlandet er stabile og tillader hjemrejse.

Det var et borgerligt flertal, der sammen med Socialdemokraterne vedtog navneændringen, og trods massive protester fra Enhedslisten, SF og De Radikale holder udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) fast i navneændringen. Det skriver Kristeligt Dagblad.

TWITTER & FACEBOOK

DFs medlem af Europa-Parlamentet Peter Kofod kommenterer det britiske valg på Twitter:

DFs formand Kristian Thulesen Dahl glæder sig også over Boris Johsons valgsejr: