Minister vil lade 5-årige skifte køn – DF: Kønsskifte er ikke for børn

0
2375
Fødevare- og ligestillingsminister Mogens Jensen. Foto : Keld Navntoft/2019

Børn bestemmer heller ikke over deres egen sengetid, siger DFs ligstillingsordfører Karina Adsbøl i en kommentar til ligestillingsminister Mogens Jensens(S) forslag om at fjerne aldersgrænsen for juridisk kønsskifte

Skal børn helt ned til fem-seks års alderen kunne skifte køn juridisk? Ja, mener regeringen og hele venstrefløjen. Nej, mener Dansk Folkeparti og de konservative, som tager skarpt afstand fra det forslag om juridisk kønsskifte uden nedre aldersgrænse, som ligestillingsminister Mogens Jensen netop har lanceret.

“Børn og unge er i forvejen pressede over de mange valgmuligheder, de står overfor. Vi mener bestemt ikke, det er en ting, børnene selv skal kunne bestemme,” siger DFs ligestillingsordfører Karina Adsbøl til BT.

“Børn bestemmer heller ikke deres egen sengetid, og en stor beslutning som juridisk kønsskifte skal de derfor heller ikke stå overfor,” fortsætter hun.

K-ordfører: Jeg er helt rystet

Den konservative ligestillingsordfører Birgitte Bergman er helt på linje:

“Vi mener ikke, at man som fire-, seks- eller 10-årig kan træffe en sådan beslutning. En sådan lov vil ikke beskytte børnene, og det er vigtigt for os, at de netop er beskyttet,” siger Birgitte Bergman til BT. Hun er “helt rystet” over forslaget, siger hun.

Nye Borgerlige og Liberal Alliance vender sig også imod forslaget. Venstre har endnu ikke taget stilling. Til gengæld er der begejstring på venstrefløjen. Enhedslistens Pernlle Skipper var i følge eget udsagn “lige ved at tude” af glæde, da hun hørte over ministerens initiativ.

“Vi har i Enhedslisten råbt og råbt på det længe. Det kommer til at fylde meget for en masse børn,” siger hun til BT.

”Lad os holde fast i den sunde fornuft”

Regeringens forslag har udløst skarpe reaktioner uden for Christiansborg. Kristeligt Dagblad kalder forslaget absurd og uansvarligt:

”Lad os holde fast i den sunde fornuft i debatten om børn og kønsidentitet. Brug kræfterne på at hjælpe de børn, der har brug for det, og drop en uansvarlig lovgivning om kønsskifte, som kan lede flere børn ind på et spor, de ikke senere kan fortryde, og som er med til at skabe en forvirret forståelse af køn hos det store flertal af børn, som faktisk lever fint i og med deres biologiske køn,” skrev avisen tirsdag i en leder.