Minister-udskiftninger forsinker minkforhandlinger

0
1102
Skatteminister Morten Bødskov, der her ses på et pressemøde i sidste uge, står lige nu for forhandlingerne om erstatning til minkavlerne. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021

Mens minkavlerne stadig venter på erstatning, bliver den ene minister efter den anden udskiftet i forhandlingerne. Regeringen har for mange ministre inde over, mener DF’s Hans Kristian Skibby.

Tre måneder efter masseaflivningen af alle danske mink venter minkavlerne stadig på erstatning. Ifølge flere af Folketingets partier skyldes forsinkelsen især, at der skiftes ud blandt de ministre, der forhandler for regeringen. Det skriver Berlingske.

Kritikken kommer blandt andet fra Dansk Folkeparti. Her mener erhvervsordfører Hans Kristian Skibby, at de mange ministerudskiftninger er en af grundene til, at en aftale endnu ikke ligger klar.

”Regeringen har haft mange forskellige mennesker inde i forhandlingerne. Man siger, at for mange kokke fordærver maden, og der er nok noget om snakken i dette tilfælde,” siger Hans Kristian Skibby til Berlingske.

Udskiftningen af ministre nævnes også af SF og Venstre. Erhvervsminister Simon Kollerup, finansminister Nicolai Wammen og daværende fødevareminister Mogens Jensen er alle blevet afløst undervejs på grund af barsel og sygdom. Derfor er det nu skatteminister Morten Bødskov (S), der er chefforhandler. Han afviser dog overfor Berlingske, at minister-udskiftningerne er skyld i forsinkelsen.

Aflyste forhandlinger

Hans Kristian Skibby peger også på andre grunde til forsinkelsen. Til Berlingske siger han, at forhandlingerne har mødt uforudsete komplikationer med EU’s statsstøtteregler, som træder i kraft, når beløbene er for store, samt at partierne er meget uenige om, hvor store erstatningerne skal være.

Planen var, at partierne skulle mødes torsdag den 14. januar for første gang siden november for at fortsætte forhandlingerne, men ifølge Berlingske blev det aflyst.