Midt i Brexit: May-regeringens egen skandale

0
1995
Selskabet bag Eurotunnel sagsøgte den britiske transportminister og hans ministerium. Nu har ministeriet lukket sagen ved at betale 30 mio. pund, ca. 300 millioner kroner. Foto: Philippe HUGUEN / AFP / Scanpix

Den britiske regerings skandaledreng blev i dag ramt af to regninger. Samlet lyder de på over fire milliarder

To lussinger til én minister på én dag: den britiske transportminister Chris Grayling har tabt en retssag om de omstridte færgekontrakter og samtidig kom regningen for hans forsøg med at privatisere kriminalforsorgen. Det første tab er på 33 millioner pund eller omkring 300 millioner kroner. Samtidig har de britiske statsrevisorer så gjort en anden regning op: Chris Grayling har kostet den britiske stat 467 millioner pund eller op mod fire milliarder for sine forsøg på at privatisere dele af kriminalforsorgen.

Den nuværende transportminister blev kendt for lave kontrakter med et rederi uden skibe, men det var fra en anden side, han i dag blev ramt.  Det var selskabet bag tunnelen under den engelske kanal, der havde sagsøgt regeringen for at bryde dens særlige rettigheder til transporten over kanalen ved at hyre blandt andre danske DFDS til at sejle gods efter Brexit. Dommen faldt i dag og betyder både et økonomisk tab for regeringen og ny usikkerhed om transporten efter Brexit.

Selskabet bag Eurotunnel, der er delvist franskejet, dominerer transporten af gods mellem Storbritannien og kontinentet. Selskabet betragter færgekontrakterne som en trussel og valgte så både at sagsøge Chris Grayling og hans ministerium – og samtidig true med problemer efter Brexit. I dag betalte transportministeriet så 33 millioner pund for at lukke sagen og sikre at selskabet vil være fleksibel i tiden efter Brexit.

Forbryderne der forsvandt

Dengang han var justitsminister, var Chris Grayling optaget af at udlicitere dele af den britiske kriminalforsorg. Særligt tilsynet med tidligere straffede mente han sagtens kunne overtages af nystartede firmaer, der ville gøre det billigere. Det endte omvendt ifølge de britiske statsrevisorer.

Alene for udgifter til at redde firmaer, der fik opgaverne uden at have styrken til at løse dem – eller for at opsige kontrakter – har de britiske skatteydere betalt 467 millioner pund eller over fire milliarder kroner. Den regning forarger briterne, men mange er mere forarget over en anden konsekvens af Graylings privatisering. Den har nemlig både betydet, at et rekordstort antal tidligere fangere er sendt tilbage i fængslerne – mens andre er lykkedes med at slippe helt væk under hans private tilsyn.