Mette Thiesen bliver næstformand for DFs folketingsgruppe

0
5107
Mette Thiesen er blevet udnævnt til næstformand for Dansk Folkepartis folketingsgruppe.

Dansk Folkeparti har udnævnt Mette Thiesen til næstformand for folketingsgruppen. ”Mette har fra dag ét vist sig som en dedikeret, hårdtarbejdende og passioneret politiker,” siger Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt

Mette Thiesen, der efter en periode som løsgænger i Folketinget meldte sig ind i Dansk Folkeparti den 6. februar 2023, er blevet udnævnt til næstformand for DFs folketingsgruppe. Udnævnelsen sker kort tid før, at DFs gruppeformand Peter Kofod til august går på barsel.

”Siden Mette blev en del af Dansk Folkeparti, har hun fra dag ét vist sig som en dedikeret, hårdtarbejdende og passioneret politiker – og ikke mindst en god ven og kollega. Jeg er derfor glad for, at Mette nu er villig til at træde et skridt fremad og overtage mere ansvar i folketingsgruppen ved at blive dennes næstformand. Dansk Folkeparti er i en rivende udvikling – både organisatorisk og politisk – og mindst ligeså vigtigt, så er partiet præget af en ånd af optimisme, kammeratskab og godt humør. Jeg er derfor rigtigt glad for, at Mette har sagt ja til den vigtige opgave at assistere og bistå Peter Kofod i hans arbejde med folketingsgruppen – ikke mindst i forbindelse med hans forestående barsel,” siger Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt.

Glad og stolt

Mette Thiesen, 41 år, har været medlem af Folketinget siden valget i 2019. Hun forlod Nye Borgerlige kort efter folketingsvalget i 2022 efter en strid med partiets ledelse, og hun er nu et af syv medlemmer af Dansk Folkepartis folketingsgruppe.

Som DFer har Mette Thiesen fra starten markeret sig med en række vigtige ordførerskaber, blandt andet som sundheds- social- og ytringsfrihedsordfører. Nu bliver hun også en del af den daglige ledelse af partiet på Christiansborg – og det er en opgave, hun glæder sig til at påtage sig:

”Jeg er så glad og stolt over at være blevet udnævnt til næstformand for vores gruppe. Den store tillid, støtte og opbakning fra hele gruppen, som jeg har mærket fra første dag, betyder alt! Det er en stor opgave, som jeg glæder mig til at løfte og en stor tillid, som jeg vil gøre mit ypperste for at honorere,” siger Mette Thiesen.