Mette Hjermind Dencker: “Jeg fortsætter mit arbejde for DF”

0
3825
Mette Hjermind Dencker har været medlem af Folketinget i 10 år. Hun genopstiller ikke men fortsætter i DFs folketingsgrupe frem til valget. Foto: Privat fra Facebook

Mette Hjermind Dencker genopstiller ikke men fortsætter sit arbejde i DFs folketingsgruppe frem til valget. Det siger hun Ritzau efter en weekend, hvor flere MFere meldte sig ud af DF

For nylig meddelte DF-folketingsmedlem Mette Hjermind Dencker, at hun ikke genopstiller til næste valg. Men den 44-årige MF’er, der passer en stribe ordførerskaber, har ingen planer om at forlade Dansk Folkeparti. Det fastslår hun overfor Ritzau.

“Jeg er Dansk Folkepartis erhvervsordfører, kirkeordfører, landdistriktsordfører, landbrugsordfører, fødevareordfører, fiskeriordfører og ordfører for nordisk samarbejde, og det fortsætter jeg med at være,” siger Mette Hjermind Dencker.

Fredag og lørdag valgte fire folketingsmedlemmer at forlade DF, heriblandt den mangeårige gruppeformand Peter Skaarup og tidligere næstformand Søren Espersen. Men Mette Hjermind Dencker er ikke på vej væk:

”Nej, det er jeg ikke. Jeg genopstiller ikke, men indtil da passer jeg mit job,” siger hun til Jyllands-Posten.

“Jeg genopstiller ikke, men indtil da passer jeg mit job”

Mette Hjermind Dencker til Ritzau

Dyb taknemmelighed overfor DF

Mette Hjermind Dencker, der er også forbruger-, turisme- og vækstordfører, meldte sin beslutning om ikke at genopstille ud på Facebook for nylig.

Hun forklarede, at hun har fået nye opgaver i erhvervslivet, men hun fortsætter som medlem af Dansk Folkeparti og støtter DFs formand Morten Messerschmidt.

”Ingen journalister skal gøre det her til en dårlig historie om hverken partiet eller Morten. Han har gjort det så godt noget menneske overhovedet kunne, ud fra de forudsætninger han fik, med ikke bare hård modvind, men snarere orkan lige fra start af. I øvrigt fortsætter Morten og jeg vores samarbejde efter folketingsvalget. Det her er min personlige rejse på vej mod noget andet,” skrev DFeren.

Mette Hjermind Dencker, der er valgt i Østjylland, ser tilbage på sine 10 år og tre perioder i Folketinget som en fantastisk rejse, skrev hun:

”Jeg har kun dyb og inderlig taknemmelighed til mit dejlige parti, Dansk Folkeparti og til mine 3 partiformænd gennem årene, som på hver deres måde, er nogle af Danmarks største politiske talenter”.

Læs også:

Efter 10 år: Mette Hjermind Dencker genopstiller ikke