Messerschmidt og DFU vil starte talentprogram: “Vi har forsømt talentudviklingen i DF”

0
728
DFU-formand Tobias Weische taler på DFs årsmøde i Herning. Foto: Carsten Lundager

Hvis Morten Messerschmidt bliver formand for Dansk Folkeparti, vil han sammen DFU starte et talentprogram for unge DF’ere. Det fortæller han og DFU-formand Tobias Weische i et interview med B.T. 

Hvis Morten Messerschmidt vinder formandsvalget i Dansk Folkeparti, så bliver et af hans største fokusområder at sætte gang i en talentudvikling i partiet.

Det siger DF-næstformanden i et interview med B.T.

Sammen med Dansk Folkepartis Ungdom vil Morten Messerschmidt lave et talentprogram for unge DF’ere under 30 år. Dansk Folkeparti har nemlig forsømt at gøde jorden for nye talenter, mener både Morten Messerschmidt og DFU-formand Tobias Weische.

”Man skal bare kigge på folketingsgruppen for at finde ud af, at vi slet ikke har prioriteret den unge generation. Det rammer os nu, hvor vi står foran et muligt generationsskifte i partiet,” siger Morten Messerschmidt til B. T.

Morten Messerschmidt er 41 år, men har allerede siddet i Folketinget i sammenlagt 6,5 år og i EU-parlamentet i 8 år. Han er i dag den yngste i DF’s folketingsgruppe, hvor kun tre ud af 16 medlemmer er under 50 år og flere har siddet i Folketinget i mere end 25 år.

”Jeg føler mig ikke ung, men jeg er alligevel den yngste i gruppen. Og det anser jeg for et seriøst problem, fordi vi ikke har en stærk generation af unge i slutningen af 20erne og starten af 30erne, der presser de etablerede politikere med nye dagsordener og ideer,” siger Morten Messerschmidt til B.T.

”Jeg føler mig ikke ung, men jeg er alligevel den yngste i gruppen”

Morten Messerschmidt til B.T.
Morten Messerschmidt (DF) taler med pressen efter tirsdagens samråd med statsminister Mette Frederiksen (S). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

DFU: Fornyelse nødvendig

DFU-formand Tobias Weische er enig i, at der har været for lidt fokus på udvikling af nye talenter.

“Vi har mange rigtige dygtige unge, som har fået flotte kommunalvalg. Men de yngre DFere har måske ikke fået de muligheder og den talentudvikling, som det kræver. Det er en opgave, som en ny ledelse må tage på sig. Ellers fornyer vi os ikke som parti,” siger Tobias Weische til B.T.

Kommunalvalget viste, at der er flere helt unge talenter, der kan trække mange stemmer. I Århus fik spidskandidat Jakob Søgaard Clausen (28 år) og Nana Harring (23 år), der var nummer to på listen, tilsammen 2795 stemmer. Samme Nana Harring fik 1805 stemmer til valget til Region Midtjylland.

I København fik Cecilie Kristensen (27 år) ligeledes et flot valg. Hun fik 766 stemmer til Borgerrepræsentationen og 1091 stemmer til Region Hovedstaden. Hverken Nana Harring eller Cecilie Kristensen blev dog valgt.

Jakob Søgaard Clausen og Nana Harring var nummer et og to på DFs liste i Århus. De fik tilsammen 2795 stemmer.