Angela Merkel kan se frem til et besøg fra Boris Johnson i denne weekend. Mødet kommer til at afgøre skæbnen for Brexit
Kansler Merkel har været relativ venlig stemt over sin britiske kollega – men det er måske ved at slutte. Inden mødet i weekenden har den tyske kansler til flere medier understreget, at det vigtigste for hende er, at de 27 resterende EU-lande kan holde sammen og være enige. Og da de mest højlydte af de andre regeringsledere taler imod det britiske forslag til et kompromis, lover det ikke godt for Boris i Berlin.
Det skorter ellers ikke på advarsler til Merkel. En hård Brexit vil også koste Tyskland dyrt – netop på et tidspunkt, hvor tysk økonomi går fra Autobahn fart til en katastrofeopbremsning. Og selv ser hun Storbritannien som en alvorlig økonomisk konkurrent, når først døren til EU er lukket.
Britiske medier bemærker, at landets premierminister ikke har planlagt et besøg hos den franske præsident Emmanuel Macron. Udover at tale med den altid kontrære irske regeringsleder Leo Varadkar holder Boris Johnson sig i første omgang væk fra de kolleger, der mest tydeligt taler ham imod. Og han siges også at være klar til at bede om en længere forhandlingsfrist, og så satse på at vinde et valg i mellemtiden.
Hjemmesejr
Til manges overraskelse har Boris Johnson gjort det, Theresa May aldrig klarede: at samle et klart flertal for aftalen med EU. Han har hele sit eget parti bag sig – lige fra dem, der benhårdt gik efter et Brexit uden aftale, til de 21 EU-venlige konservative, han selv var med til at smide ud af partiet. Han har regeringens nordirske støtteparti, DUP, bag sig – og såmænd også en række medlemmer af oppositionen.
Til manges overraskelse har Boris Johnson gjort det, Theresa May aldrig klarede: at samle et klart flertal for aftalen med EU.
Stephen Kinnock, der som bekendt er gift med tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, har samlet en gruppe på 25 Labour medlemmer af parlamentet. Gruppen, der kalder sig ”Labour MPs for a deal” vil ifølge ham stemme for en aftale, der har opbakning fra både Bruxelles og Dublin. Men dette oprør mod partiets ledelse er foreløbig en gratis omgang, for hverken Bruxelles eller Dublin støtter aftalen i dens nuværende form.
Donald Tusk, der som præsident for ministerrådet er i løbende kontakt med EU-landenes ledere, kalder forslaget for ”ikke overbevisende”. Den gruppe, der i EU-parlamentet følger forhandlingerne, anbefaler at parlamentet stemmer imod aftalen, hvilket reelt betyder et veto. Og Dublin er helt på tværs – trods udsigt til store tab ved en hård Brexit.
Ironien er, at uanset hvad vinder Boris Johnson. Får han en aftale igennem, er han manden, der endelig afsluttede farcen om Brexit. Afviser EU ham, kan han derhjemme fremstå som manden, der kæmpede til det sidste – og kan ifølge britiske medier være sikker på en solid fremgang ved næste valg, hvis han da ikke lige undervejs snubler over sig selv.