Ro i klasserne er også forældrenes ansvar

0
144
Jens Henrik Thulsen Dahl, erhvervsuddannelses- forsknings- kommunal- og uddannelsesordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Steen Brogaard

Mange lærere skal bruge alt for meget tid på at sikre ro i klasserne, men det er også forældrenes ansvar, at der er ro i klassen og at andre kan holde ud at være sammen med deres børn, skriver Dansk Folkepartis uddannelsesordfører Jens Henrik Thulesen Dahl

Af Jens Henrik Thulesen Dahl, uddannelsesordfører – indlægget er tidligere bragt i Jyllands-Posten

I et debatindlæg for nylig i Berlingske kunne man læse om den erfarne folkeskolelærer Signe Kløve Dreyers udfordringer i hendes undervisning. En udfordring, som umiddelbart ved første øjekast kan fremstå banal, men som desværre er mere udbredt end som så. Signe Kløve Dreyer har ganske enkelt vanskeligheder med at få skabt ro i sin undervisning. En tredjedel af eleverne har vanskeligt ved at lade de andre elever komme til orde og skaber uro, så det forpurrer undervisningen.

Hun beskriver, hvordan hun i undervisningen kontinuerligt bliver afbrudt af de samme elever, som mener, at de har ret til at afbryde deres lærer, og ikke tager hensyn til, at deres klassekammerater sidder med hånden oppe. Denne forstyrrende adfærd går naturligvis udover klassens resterende elever, som forsøger at følge med i undervisningen. På trods af forskellige pædagogiske tiltag og formuleringen af tre klasseregler f.eks. vente med at tale, til man får ordet, så er det ikke lykkedes at skabe en god klasserumskultur. Ja, faktisk er der flere eksempler på, at Signe Kløve Dreyer er blevet bebrejdet af forældrene, at hun ikke formår at skabe ro i undervisningen.

Den situation, som Signe Kløve Dreyer beskriver, er desværre ikke et enkeltstående eksempel i den danske folkeskole, og adfærden er også udbredt på ungdomsuddannelserne. Det er en trist situation. Jeg kan ikke lade være med at tænke på den danske forfatter og historiker Henrik Jensen, som i sin nu 10 år gamle bog, ”Det ordentlige menneske”, skitserede de normændringer, som vores samfund har og stadig er i gang med at gennemgå.

Selvom bogen har 10 år på bagen, er Jensens betragtninger stadig aktuelle. I sin bog forklarede Jensen netop, at når forældre undlader at opdrage deres børn til at tage hensyn til deres omgivelser, så skyldes det bekymring for, at børnene vil blive dørholdere for de af deres klassekammerater, som er mere opmærksomhedskrævende og frembrusende. Derfor vil forældrene tilsidesætte eller bagatellisere disse mere ”gammeldags” normer og i stedet opdrage deres børn til at blive mere krævende og selvoptagede, for at børnene bedre kan navigere i de konkurrenceprægede og frisatte rammer, som kendetegner vores samfund.

Jeg tror, at noget af forklaringen på de udfordringer og frustrationer, som Signe Kløve Dreyer og mange andre lærere oplever, kan læses i Jensens indsigtsfulde bog. Grundlaget for, at der kan være ro i folkeskolen, skabes hjemme hos forældrene. Det er forældrenes ansvar at opdrage deres børn til at respektere andre børn og de fælles spilleregler. Det er netop denne vigtige socialiseringsproces, som er så afgørende for børnene og deres videre liv. Det kan vi ikke overlade til lærerne. Det er i sidste instans os forældres ansvar.

Ingen tvivl om, at undervisningen i folkeskolen i dag desværre forudsætter en ikke tidligere set robusthed hos lærerne. Udover udfordringerne med at skabe ro i timerne og samtidig blive bebrejdet af forældrene, at de ikke kan sikre ro i undervisningen, så skal folkeskolelærerne finde sig i mange uhyrligheder som at blive kaldt grimme nedsættende ord, trusler og decideret vold. Det er fuldstændig uhørt, og det har givetvis ført til, at mange dygtige lærere desværre har forladt lærergerningen. Lærere, som ellers bare gerne vil undervise i deres fag og interesserede sig for pædagogik.

Vi glemmer, at lærerne gør en enorm indsats og ofte tilbringer flere timer med vores børn i hverdagen, end vi som forældre gør. Lærerne er sammen med børnene, når de er glade, men også når vores børn er ulykkelige, slår sig og eller har andre problemer. Hver dag gør lærerne en forskel for vores børn med deres imponerende engagement.

Vi glemmer, at lærerne gør en enorm indsats og ofte tilbringer flere timer med vores børn i hverdagen, end vi som forældre gør

Lærerne skal ikke betragtes som brikker i et større administrativt maskineri, men som kompetente mennesker, der vil vores børn det allerbedste og give dem den nødvendige faglige ballast. I dette arbejde må vi som forældre udvise den nødvendige tillid til lærerne, for vores børn er det vigtigste, vores lands fremtid. Derfor er det et begrædeligt tab for samfundet, at gode lærerkræfter giver op og forlader lærergerningen, samtidig med at et mindretal af børnene ikke kan opføre sig ordentligt til gene for både læreren, men sandelig også for flertallet af børn, som godt kan opføre sig ordentligt.

Måske skal lærerne med deres faglige og pædagogiske professionalisme blive bedre til at træde i karakter, sige fra overfor uopdragne elever og deres forældre? Skolelederne skal naturligvis bakke dem op i dette. En ting er i hvert fald sikkert. Vi forældre har et ansvar og må påtage os det, så vi kan give vores børn de bedste forudsætninger for, at andre mennesker kan holde ud at være sammen med dem. Det skylder vi vores børn.