Marie Krarup: Vermunds angreb på DF er uhæderligt

0
3960
DFs formand Kristian Thulesen Dahl og Nye Borgerliges leder Pernille Vermund under debatten i Aabenraa, hvor Vermund anklagede DF for at have svigtet i 2015. D Ordstyrer på debatten var Thomas Funding, Politisk redaktør på Avisen Danmark. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Pernille Vermund og Nye Borgerlige kritiserer Dansk Folkeparti for ikke at gøre noget under flygtningekrisen i september 2015. Men “vi brugte alle de parlamentariske metoder, som man kan bruge. Hvad skulle vi dog ellers have gjort?,” spurgte Marie Krarup forleden i et debatindlæg på Altinget. ditOverblik har forsøgt at få et svar fra Vermund, som dog først vil svare, når hun møder Marie Krarup til et debatmøde den 29. april i Varde

”Hvorfor gjorde I ikke mere? Hvorfor stoppede I ikke Lars Løkke Rasmussen? Hvad tænkte I på?”.

Sådan lød det anklagende fra Nye Borgerliges leder Pernille Vermund til Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl, da de to i sidste uge tørnede sammen i et debatmøde i Aabenraa.

Pernille Vermund anklagede Dansk Folkeparti for at have gjort for lidt, da tusindvis af flygtninge i det tidlige efterår 2015 kom ind over grænsen fra Tyskland og gik op af motorvejen.

Dansk Folkeparti skulle have sat Lars Løkke Rasmussen stolen for døren, mente Vermund:

”Der havde lige været valg. Kristian Thulesen Dahl er formand for det parti, der er gået til valg på at løse udlændingepolitikken. Når man så ser migranterne komme op igennem Europa, så forstår jeg ikke, at man ikke sagde ’det her kommer ikke til at ske på vores post’. Han skulle have sat Lars Løkke Rasmussen stolen for døren og krævet politisk handling. Der skulle have været indført fuldt asylstop og trukket en nødbremse med det samme,” sagde hun.

“Han skulle have sat Lars Løkke Rasmussen stolen for døren og krævet politisk handling”

Pernille Vermund om Kristian Thulesen Dahl, under deres debatmøde 7. marts i Aabenraa

“Skulle vi have bevæbnet os, Pernille Vermund?”

Men den anklage er ikke hæderlig, mener Dansk Folkepartis Marie Krarup. Det skrev hun forleden i et debatindlæg på Altinget.dk.

Marie Krarup mener, at Dansk Folkeparti gjorde alt, hvad der var muligt i 2015 for at få regeringen til at handle. De indkaldte til samråd efter samråd. De krævede grænsekontrol. De deltog i masser af politiske debatter. Og det gav resultater, ifølge Krarup. Der blev indført grænsekontrol til Tyskland og gennemført mere end 100 stramninger af udlændingeloven, der har sænket antallet af asylansøgere markant.

”Vi brugte alle de parlamentariske metoder, som man kan bruge. Hvad skulle vi dog ellers have gjort? Skulle vi have bevæbnet os og lavet vores egen grænsekontrol? Er det, Pernille Vermund ønskede,” skrev Marie Krarup.

Marie Krarup, integrationsordførere for Dansk Folkeparti.

Pernille Vermund lod under debatten forstå, at Dansk Folkeparti kunne have presset statsminister Lars Løkke Rasmussen til standse flygtningestrømmen ved at true med at vælge regeringen:

”Han sad på dine mandater. Med 37 mandater var I største parti i blå blok. Men du accepterede at han blev siddende, til trods for at han ødelagde Danmark,” sagde Pernille Vermund, direkte henvendt til Kristian Thulesen Dahl.

Men at true med valg, havde været en håbløs strategi, mener Krarup:

”Selvfølgelig vil Pernille Vermund sige, at vi “bare” skulle have væltet regeringen i september 2015. Det plejer at være Nye Borgerliges løsning på alt (det vil det nok være, lige indtil de også falder ned fra et træ som Liberal Alliance). Men havde det virkelig været så fantastisk en ide i september 2015 at kaste landet ud i en ny valgkamp, der jo betyder politisk handlingslammelse, samtidig med at migranterne strømmede ind, og samtidig med at medierne var fulde af ”hvor er det bare synd for de små børn”-historier, der gav medløb til godhedsindustrien og deres politiske venner?,” skriver Marie Krarup på Altinget.dk.

”Havde det virkelig været så fantastisk en ide i september 2015 at kaste landet ud i en ny valgkamp, der jo betyder politisk handlingslammelse, samtidig med at migranterne strømmede ind”

Marie Krarup, på Altinget.dk

Vermund ville i 2015 have periodevis grænsekontrol og kvoteflygtninge

ditOverblik.dk ville gerne have hørt, hvad Pernille Vermund siger til Marie Krarups kritik. Vi ville gerne have hende til at uddybe sin kritik af Dansk Folkepartis ageren under flygtningekrisen i 2015. Og vi ville gerne have Pernille Vermund til uddybe, hvad hun selv mente om flygtningekrisen i september 2015, hvor hun netop havde stiftet sit nye parti efter syv års medlemskab af Det Konservative Folkeparti, hvor hun har været byrådsmedlem og folketingskandiat . Til Berlingske sagde Pernille Vermund og hendes partimedstifter Peter Seier Christensen nemlig følgende om flygtninge og indvandrere, da de præsenterede “Vi Konservative”, som var partiets arbejdstitel, den 29. september 2015:

”Danmark skal tage imod FNs kvoteflygtninge. Krigsflygtninge skal hjælpes i nærområder. Danmark skal i princippet være åbent for indvandring, men indvandrere skal sorteres efter kundskaber og oprindelsesland. Periodevis grænsekontrol”.

Pernille Vermund og Peter Seier Christensen gav et interview i forbindelse med lanceringen af Vi Konservative (senere Nye Borgerlige) den 29. september 2015. Her sagde de to partistiftere følgende om flygtninge og indvandrere:
Fra Berlingskes interview med Pernille Vermund og Peter Seier Christensen den 29. september 2015. De blev bedt om at kommentere på tre aktuelle emner, og sagde dette om flygtninge og indvandrere.

Vil svare på debatmøde den 29. april

Men vi kan ikke få svar fra Pernille Vermund. Vi har tirsdag og onsdag mailet de samme syv spørgsmål til Nye Borgerliges leder. Men partiets pressechef Lars Kaaber har nu meddelt, at partiet ikke her og nu ønsker at svare på kritikken:

”Pernille møder Marie i en debat om ikke så lang tid, så får hun lejlighed til at stille spørgsmålene direkte til Pernille. Det er bedst sådan,” skriver Lars Kaaber i en sms.

Dermed må Marie Krarup vente med at få svar på sit spørgsmål den 29. april. Den dag mødes de to politikere nemlig i en debat i Varde.

Og læserne af ditOverblik må undvære at få svar på de syv spørgsmål, som vi har sendt Nye Borgerlige. Spørgsmålene kan ses under denne artikel.

Skulle Nye Borgerlige og Pernille Vermund på et senere tidspunkt få lyst til at svare, er ditOverblik.dk naturligvis fortsat interesseret. Så vil svarene blive bragt her på siden hurtigst muligt.

”PERNILLE MØDER MARIE I EN DEBAT OM IKKE SÅ LANG TID, SÅ FÅR HUN LEJLIGHED TIL AT STILLE SPØRGSMÅLENE DIREKTE TIL PERNILLE. DET ER BEDST SÅDAN”

NYE BORGERLIGES PRESSECHEF LARS KAABER I EN SMS TIL DITOVERBLIK.DK
Marie Krarup og Pernille Vermund mødes 29. april til en debat i Varde. Her annonceret på Marie Krarups facebookside.

DITOVERBLIKS SPØRGSMÅL TIL PERNILLE VERMUND:

Spørgsmål 1: Krarup skriver, at ”vi brugte alle de parlamentariske metoder, som man kan bruge. Hvad skulle vi dog ellers have gjort? Skulle vi have bevæbnet os og lavet vores egen grænsekontrol?” – Hvad skulle DF ellers have gjort indenfor lovens rammer, der kunne have stoppet migranterne?

Spørgsmål 2: ”…Men mener Pernille Vermund, at politikere i Dansk Folkeparti burde have brugt ulovlige midler i september 2015 for at stoppe migranterne?” spørger Marie Krarup. Hvad er din kommentar?

Spørgsmål 3: Du sagde på torsdagens debatmøde i Aabenraa, at DF skulle have sat Lars Løkke Rasmussen stolen for døren og truet med at vælte ham, hvis ikke han fik stoppet migranterne i september 2015. Hvis Løkke havde sagt nej til et sådant krav, så kunne regeringen vel tidligst være blevet mødt med et mistillidsvotum, når det nye folketingsår var startet i oktober 2015? Hvad skulle der have været gjort i de mellemliggende uger?

Spørgsmål 4: Løkke kunne selvfølgelig også bare vælge at udskrive valg i september 2015. Her til skriver Marie Krarup: ”…havde det virkelig været så fantastisk en idé i september 2015 at kaste landet ud i en ny valgkamp, der jo betyder politisk handlingslammelse, samtidig med at migranterne strømmede ind, og samtidig med at medierne var fulde af ”hvor er det bare synd for de små børn”-historier, der gav medløb til godhedsindustrien og deres politiske venner”. Hvad er dit svar til Marie Krarup?

Spørgsmål 5: Ifølge Marie Krarup gjorde DF ”faktisk alt hvad vi kunne inden for lovens og demokratiets grænser for at stoppe migranterne i 2015”. Og hun nævner, at DF indenfor et år fik gennemført grænsekontrol og mange stramninger. Kan du nævne andre stramninger end de gennemførte, som havde været parlamentarisk mulige og som kunne have haft en større effekt?

Spørgsmål 6: Da I den 29. september 2015 annoncerede jeres nye parti, sagde I følgende i et interview i Berlingske om flygtninge og indvandrere: ”Danmark skal tage imod FNs kvoteflygtninge. Krigsflygtninge skal hjælpes i nærområder. Danmark skal i princippet være åbent for indvandring, men indvandrere skal sorteres efter kundskaber og oprindelsesland. Periodevis grænsekontrol”. På det tidspunkt nævner I ikke et total asylstop – hvorfor ikke – det er jo i 2015, hvor I i dag mener, at det havde været det eneste rigtige at gøre?

Spørgsmål 7: I ønsker ”periodevis grænsekontrol” i september 2015 – hvordan defineres det og er det stadig jeres politik?