Kristian Thulesen Dahl til S: Kom nu med det pensionsforslag

0
1702
Statsminister Mette Frederiksen (S) flankeret af Martin Rossen holder møde med Lizette Risgaard fra Fagbevægelsens Hovedorganisation, Fini Beilin fra DA, beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og Jacob Holbraad som er administrerende direktør i DA om værdig tilbagetrækning i Statsministeriet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Socialdemokratiet har stadig ikke lanceret et konkret forslag om tidlig pension for nedslidte. ”Indtil videre er det bare en gratis omgang,” siger DFs formand Kristian Thulesen Dahl

“Kom nu med det forslag”. Mens statsminister Mette Frederiksen og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard torsdag holdt det første kaffemøde med arbejdsmarkedets parter om differentieret pension, så opfordrer Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl endnu engang Socialdemokrateiet til at fremlægge et konkret pensionsforslag

På DFs hjemmeside nærmer tælleren ”Hvornår bliver det til noget, Mette?” sig nu 199 dage, og Kristian Thulesen Dahl undrer sig over, at Socialdemokratiet i så lang tid har kunnet slippe afsted med at love tidligere pension, uden at konkretisere, hvem der skal være med i ordningen.

”Det er jo en gratis omgang, så længe man ikke lægger sit forslag frem og fortæller, hvem det er, der skal være inden for målgruppen, og hvem der skal være udenfor. Så længe Socialdemokratiet ikke vil svare på det, så kan vi andre ikke tage stilling til det det,” sagde Kristian Thulesen Dahl, da han var torsdag morgen var med i P1-programmet ”Slotsholmen” sammen med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.

Hvornår bliver det Arnes tur?

Her blev DF-formanden spurgt af journalisterne, om det ikke er Dansk Folkeparti, der kan sikre, at de socialdemokratiske planer bliver til noget. Til det sagde Kristian Thulesen Dahl:

”Han (Peter Hummelgaard, red.) kan jo bare lægge sit forslag frem. For jeg glæder mig til at se det. Jeg er simpelthen så ivrig efter at se, om vores gode ven Arne får ret til tidligere folkepension, sådan som Socialdemokratiet har lovet ham,” sagde DF-formanden med henvisning til bryggeriarbejderen Arne, der blev landskendt i den socialdemokratiske kampagne ”Nu er det Arnes tur”.

Dansk Folkeparti har på sin hjemmeside sat en tæller i gang, der viser, hvor mange dage og minutter der er gået, siden at Socialdemokratiet spillede ud med sit luftige pensionsudspil.

Kristian Thulesen Dahl understregede, at han i mange år ”principielt” har været tilhænger af, at folk med fysiske hårde jobs skal kunne trække sig tidligere. Udfordringen ligger i at skrue en ordning sammen, som fungerer:

”Siden vi lavede velfærdsforliget i 2006, har jeg talt for, at jeg synes det er principielt rigtigt, at folk der har fysisk nedslidende jobs og starter i en tidlig alder skal kunne gå tidligere på pension, end dem, der har kontorjobs og frugtordning i kantinen. Men problemet er ikke at sige det. Problemet er at lave en model, der tager højde for spørgsmål som ’hvor mange år skal man have været på arbejdsmarkedet, hvilke brancher skal være omfattet, skal det også være kontorfolk i disse brancher, skal barselsorlov tælle med osv. Det er det politisk svære,” sagde Kristian Thulesen Dahl.

Statsminister Mette Frederiksen (S) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) efter dagens møde om værdig tilbagetrækning i Statsministeriet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

At det er svært, blev understreget af statsminister Mette Frederiksen efter dagens møde i statsministeriet:

”Vi har jo hele tiden sagt – både før og i valgkampen – at det ikke blev nogen let øvelse, den er faktisk lidt bøvlet og svær. Men nu sidder vi her og har haft mulighed for at danne regering, og dermed har vi så også nogle af de mere tekniske og faglige forudsætninger for at komme ordentligt i gang med det her arbejde,” sagde Mette Frederiksen efter mødet med arbejdsmarkedets parter, blandt andet Lisette Risgaard fra Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforenings adm. direktør Jacob Holbraad.