Kønsopdelt svømning? I England kræver muslimske forældre stop for undervisning i homoseksualitet

0
2506
Muslimer demonstrerer foran Anderton Park Primary School i Birminghan, hvor der undervises om LGBT-relationer og homoseksuelles rettigheder. Foto: Jacob King / PA Images / Ritzau Scanpix

En kommuneskole i Birmingham har droppet undervisning om homoseksualitet efter muslimske protester. Så vidt kan det komme, når et frit samfund vil komme religiøse særhensyn i møde, advarer direktøren i tænketanken Justitia, Jacob Mchangama, der blander sig i debatten om kønsopdelt svømmeundervisning

Da en folkeskole i Birmingham ville lære eleverne om homoseksualitet som led i et undervisningsprogram, der skulle bekæmpe homofobi, udløste det massive protester fra lokale muslimske grupper. 600 muslimske børn blev trukket ud af skolen i protest, og det endte med, at Parkfield Community School valgte at suspendere den pågældende undervisning resten af skoleåret, for at komme de muslimske krav i møde.

Siden har protesterne bredt sig til andre skoler i Birmingham. Foran Anderton Park primary school er der i ugevis blevet demonstreret, fordi skolen bruger undervisningsmateriale, der fortæller om LGBT-relationer. Muslimske forældre står med bannere med budskaber som ”Stop med at hjernevaske vores børn” og ”Lad børn være børn”. Og ifølge The Guardian er forældre blevet mødt af trusler som ”hvis du tager dine børn i skole i dag, er du ikke muslim, og du brænder i helvede,” når de kom for at aflevere deres børn om morgenen.

Situationen i Birmingham får Jacob Mchangama, direktør i tænketanken Justitia, til advare danske politikere. Han mener, at Birmingham er et skræmmende eksempel på, hvor sekulære liberale demokratier ender, hvis de begynder at ofre det frie samfunds grundlæggende principper for at komme minoritetsgrupper i møde, som har modsatrettede krav. Det skriver Mchangama i Berlingske under overskriften ”Vi bør kigge mod Birmingham, når vi taler kønsopdelt svømning”.

Tænketank: Sig fra over religiøse særkrav

Anledningen er sagen fra Tingbjerg, hvor Hovedstadens Svømmeklub har valgt at forbyde fædre at overvære svømningen på et hold for 6-9 årige piger. Det rene pigehold er lavet af hensyn til piger med muslimsk baggrund, og klubben har valgt at gå hele vejen og kun lade kvinder komme ind, når forældrene seks gange inviteres med for at se pigerne svømme.

Den historie kom frem, da en far til seksårig klagede sin nød i Berlingske. Her var der opbakning til svømmeklubben fra Alternativets kulturborgmester Franciska Rosenkilde. Hun mener det er nødvendigt med kønsopdelt svømning og forbudt for fædre. ”Det må man tage med. Ellers er der grupper vi aldrig vil nå,” sagde hun.

Men det er en helt forkert vej at gå, mener Jacob Mchangama fra Justitia. Han mener, at det er nødvendigt at sige klart og tydeligt fra overfor religiøse særkrav, der sætter det danske samfunds grundlæggende værdier om frihed og lighed ud af spil. Justitia-direktøren mener, at man ved at indføre kønsopdelt svømmeundervisning ”legitimere dybt reaktionære og skadelige kønsopfattelser”.

”Det forhold, at muslimer udgør en minoritet i det danske samfund gør ikke ønsket om at adskille piger og drenge mindre reaktionært eller uforeneligt med den helt unikke grad af ligestilling, som vi har opbygget her i landet. Hverken illiberale krav fra etno-nationalister eller konservative muslimer bør imødekommes, uanset, hvor ’pragmatisk’ sådanne ordninger kan forekomme,” skriver Jacob Mchangama i Berlingske.

”Det forhold, at muslimer udgør en minoritet i det danske samfund gør ikke ønsket om at adskille piger og drenge mindre reaktionært eller uforeneligt med den helt unikke grad af ligestilling, som vi har opbygget her i landet”

“Her skal piger og kvinder ikke gemmes væk”

Han mener, at det danske samfund må være kompromisløst, når det bliver mødt med krav om religiøse særhensyn.

”Snarere end at give efter for forældrenes formørkede og forkrøblede seksualisering af små piger, bør kommuner, foreninger og andre gode kræfter tålmodigt forklare, at fælles svømning intet har med sex at gøre, og at det at kunne færdes i det offentlige rum med det andet køn, er en helt afgørende forudsætning for at kunne klare sig i Danmark. Her skal piger og kvinder ikke pakkes ind eller gemmes væk,” skriver Jacob Mchangama.

Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen sagde mandag, at DF i det nye folketing vil fremsætte et forslag om forbud mod kønsopdelt svømmeundervisning.

Læs også: ‘We can’t give in’: the Birmingham school on the frontline of anti-LGBT protests