Karina Adsbøl støtter Merete Dea Larsen

0
1050
Social- handicap- ældre- og ligestillingsordfører Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Foto: Steen Brogaard

Endnu et folketingsmedlem har meldt offentligt ud om sin foretrukne kandidat til formandsposten i DF

Med to dage til det ekstraordinære årsmøde i DF på søndag i Herning, har 12 af DFs 16 folketingsmedlemmer nu offentliggjort, hvem af de tre kandiater de ønsker som ny formand for partiet. Den seneste, der har meldt ud, er DFs social- og ældreordfører Karina Adsbøl. I et facebookopslag, offentliggjort fredag eftermiddag, skriver Adsbøl, at hun vil stemme på Merete Dea Larsen.

“Det er de delegerede, der beslutter, hvem der skal være vores næste formand. Sådan er det! Jeg har stor respekt for folketingsgruppen – alle har hver især deres kvalifikationer.
Og jeg vil gerne sige tak for samarbejdet.

Mon ikke det bedste for folketingsgruppen er, at de 2 dygtige formænd, vi har haft, giver en ny formand plads og rum til at blive en god leder?

Til slut vil jeg offentliggøre, at ud af de mulige kandidater, er det Merete Dea Larsen, der får min støtte på søndag,” skriver Karina Adsbøl.

Hun tilføjer, at hun ikke mener det er et problem, at Merete Dea Larsen ikke er medlem af Folketinget.

“Og nej – jeg er ikke bekymret for, at Merete ikke er en del af folketingsgruppen – det var Søren Pape heller ikke, da han blev valgt for de konservative,” skriver hun.

Lise Bech støtter Martin Henriksen 

Det er den anden MFer, der erklærer sin støtte til Merete Dea Larsen. Tidligere på ugen meddelte sundhedsordfører Liselott Blixt, at hun vil stemme på Merete Dea Larsen, som selv sad i Folketinget 2015-2019.

Torsdag offentliggjorde fødevareordfører Lise Bech at hun stemmer på Martin Henriksen. Han har i forvejen støtte fra Bent Bøgsted, Hans Kristian Skibby og Marie Krarup.

Den tredje formandskandidat, Morten Messerschmidt, støttes af Pia Kjærsgaard, René Christensen, Alex Ahrendtsen, Dennis Flydtkjær og Mette Hjermind Dencker.