Dansk Folkeparti har kaldt justitsminister Nick Hækkerup (S) i samråd efter afsløringer af, at ministeren har tilbageholdt viden om syriensbørnene. Vi må have klarhed, siger DF’s retsordfører Peter Skaarup
I følge Ekstra Bladet havde justitsminister Nick Hækkerup (S) fået en turusselsvurdering fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) om børnene i de kurdiske fangelejre i Syrien, da han i 2019 var kaldt i samråd om sagen. Men ministeren sagde ingenting i samrådet om trusselsvurderingen fra PET, der lød på, at risikoen for radikalisering af børnene med danske relationer stiger, jo længere tid de sidder i fangelejre.
Det får nu Dansk Folkeparti til at kalde ministeren i et nyt samråd.
”Vi må have klarhed i sagen. Regeringen er blevet ekstremt magtfuldkommen og svarer, som vinden blæser og glemmer ofte at fortælle, alt hvad de ved, selvom de har pligt til at svare sandt overfor Folketinget,” siger Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup til Ekstra Bladet og uddyber:
”I DF siger vi nej til Syrienbørnene med åbne øjne. Men vi ønsker at gøre det på et fuldt informeret grundlag. Vi ved, at regeringen før har ført hele Folketinget bag lyset, da de påstod, at minkene måtte aflives.”
Skarp kritik af støttepartierne
Det er dog ikke kun regeringen, som Peter Skaarup kritiserer. Han mener nemlig, at støttepartierne Enhedslisten, SF og De Radikale sidder på hænderne.
”Vi ved, at støttepartierne har fundet sig i det hele og blot lader regeringen forholde Folketinget vitale informationer og viden. Vi kan ikke vælte regeringen eller enkelte ministre på grund af mandaternes fordeling. Så regeringen kan fortsætte med at lyve for Folketinget, så længe de røde støttepartier lader dem slippe afsted med det,” siger Skaarup til Ekstra Bladet.