Jeppe Jakobsen stopper i politik: Skal være far

0
1543
Jeppe Jakobsen blev ikke genvalgt til Folketinget i juni og nu trækker han sig helt fra politik. Foto: Steen Brogaard

DF’s tidligere ældre- og forsvarsordfører Jeppe Jakobsen har besluttet at trække sig helt ud af politik, fordi han skal være far

Indtil valget var han en markant ældreordfører for Dansk Folkeparti, men det næste lange stykke tid kommer det mest til at handle om børn for 31-årige Jeppe Jakobsen, der ikke blev genvalgt til Folketinget ved valget i juni. Jeppe Jakobsen er startet på pædagogseminariet i Roskilde, og i sidste uge meddelte han, at han stopper som folketingskandidat og medlem af Holbæk kommunalbestyrelse. Jeppe Jakobsen skal nemlig være far.

”Min kone Anne er gravid, og det har været en lang proces. Men nu er det lykkedes, og så er jeg ikke i tvivl. Jeg vil være en ordentlig far, og det kan jeg ikke være, hvis jeg aldrig er hjemme,” siger Jeppe Jakobsen til Dagbladet i Roskilde.

Han fortæller, at det både har været en nem beslutning, fordi han ikke var i tvivl, men at det også har været svært, fordi politik har fyldt meget i hans liv de sidste 10 år. Ud over at sidde i Folketinget har Jeppe Jakobsen også været medlem af regionsrådet og siddet i to kommunalbestyrelser.

”Jeg er stadig meget engageret i, hvordan vi indretter vores samfund. Og der er jo også dem, der har stemt på mig og forventer, at jeg skal tale deres sag. Dem skuffer jeg måske,” siger han – og tilføjer at han måske vender tilbage til politik om otte, 10 eller 20 år.

”For mit engagement er der ikke ændret på. Men jeg tror simpelt hen ikke på den med, at man kan gøre alt på samme tid – passe karriere og have små børn på en gang. Jeg kan i hvert fald ikke,” siger Jeppe Jakobsen, der også er bonusfar til 11-årige Emmet, til Dagbladet.

Jeppe Jakobsen afløses fra årsskiftet i Holbæk kommunalbestyrelse Brian Schäffer, der ligesom Jeppe bor i Mørkøv. Brian Schäffer blev valgt som 2. suppleant ved kommunalvalget i 2017, men 1. suppleanten Sille Kirstine Nielsen er flyttet til København.