Jannie Bøgh er valgt til Dansk Folkepartis nye folketingskandidat i Helsingørkredsen
Dansk Folkeparti i Helsingørkredsen har fået ny folketingskandidat. Det er Jannie Bøgh, 42 år, der afløser tidligere folketingsmedlem Jan-Erik Messmann.
Jannie Bøgh har været en markant stemme i debatten om brugen af muhammedtegningerne i folkeskolen. Efter mordet i 2020 på den franske gymnasielærer Samuel Paty, der blev myrdet af en islamist på åben gade i Paris, fordi han viste muhammedtegninger i sin undervisning, fortalte Jannie Bøgh offentligt, at hun selv som lærer brugte muhammedtegningerne, når det var relevant i undervisningen.
Hun lagde samtidig ikke skjul på, at hun var medlem af Dansk Folkeparti, men som hun har fortalt til bl.a. ditOverblik, var der ikke den store forståelse for hendes synspunkter hos de øvrige lærer på den folkeskole på midtsjælæland, hvor hun arbejdede. Hun blev frosset ud af lærergruppen, og hun måtte siden forlade folkeskolen.
Fokus på uddannelse, tryghed og grænsekontrol
Nu er Jannie Bøgh startet i et nyt job som miljøterapeut på et behandlingssted for sårbare psykisk syge unge, og ved næste folketingsvalg, der kommer senest 4. juni 2023, vil hendes navn være på stemmesedlen i hele Nordsjællands Storkreds.
Jannie Bøgh, der bor i Frederikssund, skriver på Facebook, at hun går til valg på disse mærkesager:
- Skole og uddannelse. Inklusion er ikke for børn! Børn med særlige behov skal have et specialiseret tilbud. Folkeskolereformen er en ommer, lange skoledage og bevægelse i den faglige undervisning, tjener ingen til gavn.
- Tryghed i gadebilledet. Vi skal kunne være trygge ved at vores unge og ældre færdes frit. Det kræver mere og synligere nærpoliti og SSP.
- Grænsekontrol. Vi skal vide, hvem vi lukker ind i vores land, vi skal ikke betale prisen for vores nabolandes fejlslagne udlændingepolitik.
Var med i Nye Borgerlige
Jannie Bøgh var i 2015 med til at starte den første lokalforening i Nye Borgerlige. I 2016 forlod hun det nye parti, og i 2020 meldte sig hun ind i Dansk Folkeparti. At valget faldt på DF, begrundede hun sådan her på Facebook:
”Det Danmark jeg kender og elsker, ser jeg i fare. Derfor har jeg meldt mig ind i Dansk Folkeparti. Jeg vil ikke påduttes en anden kultur, og acceptere et menneskesyn der ligger så fjernt fra mit eget. Jeg vil ikke stiltiende se til, mens utrygheden i befolkningen vokser”.
Læs også:
Jannie underviste i Muhammedtegningerne. Så blev hun frosset ud af lærerværelset